Det blev Henrik Frejlev Sørensen, som kunne tage Onsdagsmalernes store flotte maleri med hjem. Den heldige vinder var virkelig glad, og kunne afsløre, at han lige fra hans så det omtalt første gang, blev forelsket og fast besluttet på, at det billede ville han gerne eje. – Nu skal jeg ned til Onsdagsmalerne næste gang de er samlet, for jeg vil gerne have deres signaturer på billedet, fortæller den glade vinder.
Salget af lodder på maleriet gik rigtig godt, men det endelige resultat er ikke gjort op endnu. Overskuddet af salget går til den nystiftede forening ”Aktivt børneliv i Østervrå og Thorshøj”.
Herre serie 2 Efter halvandet års fravær er Flauenskjold IF’s bedste herre fodboldhold tilbage i serie 1.
Efter tre sejre på stribe kunne man pludselig selv afgøre oprykningen med en sejr lørdag eftermiddag på Tornby Stadion. Og der var ingen slinger i valsen i det man hjemførte en sikker sejr på 5-0 efter 2-0 ved pausen.
Mathias Drejer stod for de tre første scoringer og Christian Kjeldsen lukkede kampen med to mål i 2. halveg. Det bragte Christians sæsontotal op på imponerende 23 mål.
Der var således stor jubel og selvfølgelig den obligatoriske lufttur til Mikkel Hansen, der dermed allerede i sit første halvår i Flauenskjold kunne fejre en velfortjent oprykning.
Ingen tvivl om at det bliver svært i serie 1, men spillerne er friske på at tage udfordringen op.
Lørdag spiller holdet sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod Hirtshals.
Herre serie 4,1 2. holdet i serie 4 er efter en sløj indledning på sæsonen kravlet op over nedrykningsstregen i kraft af 7 point i de seneste 4 kampe.
Lørdag blev det til en flot sejr på 3-2 på udebane mod Nordens Paris.
Mathias Pedersen med to og Mathias Bæk tegnede sig for Flauenskjolds scoringer.
Fredag kommer VHG/GS på besøg på Nordturn Arena til en kamp, hvor holdet definitivt kan sikre sig en ny sæson i serie 4.
Herre serie 4,2 3. holdet er allerede dømt til nedrykning.
Søndag blev det til et nederlag på 1-5 hjemme til Ulsted.
Allerede tirsdag gælder det Holtet i en udsat kamp, mens sæsonens sidste kamp er torsdag på hjemmebane mod topholdet Klokkerholm.
Herre serie 5: Serie 5 holdet tabte søndag med 0-1 hjemme til Jerslev.
Lørdag runder holdet foråret af med en hjemmekamp mod Agersted.
Kvinder serie 1: Damerne i serie 1 kunne søndag notere deres fjerde sejr på stribe da det blev 4-0 på udebane over Brønderslev. Flauenskjolds mål blev scoret af Malene Mølholt, Mille Stüker samt Frida Stüker med to scoringer.
Flauenskjold indtager pt. 2. pladsen med 18 point for 9 kampe.
Holdet slutter foråret af næste lørdag når Sulsted kommer på besøg.
Friluftsrådet har med et økonomisk tilskud gjort det muligt for KFUM-spejderne i Østervrå at arrangere ekstra ture ud i naturen. Spejderne vil gerne bygge huler, og snart skal de også på årets sommerlejr.
Hulebyggeri er vist noget vi alle kan nikke genkendende til, og tænke tilbage på med stor glæde, for der er vel ikke noget så skønt, som at skabe sit eget lille univers, enten det er lavet af tæpper hjemme i stuens møbler eller ude i en skov.
KFUM-spejderne i Østervrå har netop været på en særdeles vellykket weekend, hvor opgaven lød på at erhverve ”Hulebyggermærket”, og det var en opgave, som alle gik til med stort engagement. – Egentlig var det slet ikke meningen, at de ældste spejdere skulle deltage, men de ville så gerne være med, så de fik også lov, fortæller gruppeleder Louise Mellergaard Jakobsen. De ældste var endda så optaget af byggeriet, at de tog hele ugen i brug.
Byggeriet var tilrettelagt, så alle kunne være med, men selve designet var helt op til spejderne, som skulle anvende de materialer, der var ved hånden i et lille lokalt skovområde suppleret med et par presenninger. Et par særdeles lærerige dage, hvor der blev bundet knob, hugget med økser og lagt store planer.
Maden blev tilberedt over bål, og det kræver altså lidt færdighed og tålmodighed at stege en lang række hele kyllinger, så de bliver helt perfekte.
Det var også spændende for flere af hulebyggerne at se, om deres byggeri kunne bestå prøven som overnatningssted. En overraskelse var det, at sognets præst Kristian Brogaard kom på besøg og fortalte godnathistorier.
Weekenden blev en ubetinget succes med godt vejr, og flere deltagere spurgte, hvornår de skal på tur igen. Det varer måske ikke så længe, for udover de kommende sommerlejre, så har spejderne været heldige at få økonomisk hjælp fra flere sider, og det giver mulighed for at tilrettelægge flere aktiviteter.
Hjælp til nyt grej To ildsjæle fra kredsen Gitte Larsen og Annika Kyed Korsbro har på vegne af spejderne ansøgt forskellige fonde, og de er lykkedes med deres anstrengelser.
Friluftsrådet har netop meddelt spejderne, at de gerne vil give 20.000 kr. til projektet ”Flere børn i naturen”. Pengene skal bruges til udstyr, så flere børn og unge kan komme på ture og lejre i naturen. – Pengene er omsat til to flotte nye Kit Kat telte, nye økser, en Vikingepande og en Kindling Cracker, fortæller Louise Mellergaard Jakobsen.
– Y’men’s Club fra Sæby, Fladstrand, Sindal og Hammer har alle betænkt KFUM-spejderne i Østervrå med et beløb, og så har Sparekassen Danmark givet 9.000 kr., supplerer kasserer Leif Jensen.
De sidst nævnte midler vil bl.a. blive brugt til at arrangere ekstra ture, og så skal der også bruges lidt midler til ekstra udstyr i form af bl.a. soveposer og andet lejrgrej, som kredsen har i reserve og til hjælp, hvis der er spejdere, der ikke selv har råd til at skaffe eget grej.
Det nye udstyr er i øvrigt efterspurgt i spejderkredsen. – Vi har haft pæn stor tilgang af flere spejdere, så der er hårdt brug for mere udstyr, og vores nuværende telte og andet grej var også ved at være udtjent efter flittig brug i mange år, forklarer gruppelederen.
Sommerlejre forude Helt aktuelt er der fuld gang i planlægning af de kommende sommerlejre med alt hvad det indebærer af raftebygning, slå telt op, lave bål osv. I år er der ekstra meget at se frem til, når det nyindkøbte udstyr skal i brug.
De ældste spejdere på 12-14 år tager turen til Læsø i slutningen af uge 26, hvor de bl.a. skal gå en 20 km. hike og prøve primitiv madlavning.
De yngste spejdere tager på MUS-lejr til lejrcentret Thorup Hede, hvor årets tema er ”Rejsen til Mars”, og her skal de ældste spejdere i øvrigt prøve kræfter med at være hjælpeledere. De små spejdere får også hjælp af forældrebestyrelsen, som på forhånd gør lejren klar.
Lige netop sådan står der på den folder, der fortæller om stedet, som den her artikel handler om, for forleden dag var avisens udsendte taget på besøg for at høre noget mere om Nr. Vesterskov, der ligger så fantastisk flot lige midt i det meget kuperede terræn ved Skæve.
Vi blev taget imod af Mathias Engelsted og nogle af de unge, der er på stedet og som allerede var i gang med dagens opgaver. Mathias er værkstedslærer på rideværkstedet og også ansvarlig for sociale medier og hjemmesiden på stedet – og man må sige, at de er gode til at modtage gæster på stedet – man bliver taget imod på en måde så man virkelig føler sig hjemme og særdeles velkomne.
Inden jeg fortæller om vores dag på Vesterskov, vil jeg fortælle kort om stedet her.
På den folder jeg fik i hånden står der: STU/ Dagtilbud for unge med særlige behov – med mulighed for botilbud – og STU står for: Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Nu tilbage til avisens besøg på Nr. Vesterskov.
Efter modtagelsen ude på gårdspladsen, hvor vi også hilste på nogle flere af de travlt beskæftigede elever, tog Mathias os med rundt til de forskellige værksteder og undervejs fortalte han, at der var plads til 30 unge i alderen 16-30 år og at der var 17 ansatte.
Vi var inde og hilse på køerne i stalden – det er af racen Hereford og man sælger kødet og bruger det også selv på stedet. Herfra gik vejen til tømrerværkstedet, hvor vi mødte Josefine og Sofie og værkstedslæreren, Henrik, de var i fuld gang, da vi kom og fortalte, at de bl.a. lavede markeringspæle til landinspektører og desuden havde gang i nogle blomsterkasser til forskellige institutioner, så de var egentlig travlt beskæftigede, men ville gerne fortælle om det, de lavede og vise det frem.
Vi var også forbi drivhuset, hvor man dyrker stort set alt til eget forbrug og Mathias fortalte, at de unge fik lov til selv at dyrke lidt, hvis de havde lyst.
Det skal også lige nævnes, at der er almindelig undervisning i dansk, matematik, engelsk og samfundsfag i løbet af en uge også.
Endnu en vigtig del af dagligdagen på Nr. Vesterskov er hestene og alle turene på hestene rundt i den flotte natur og vi mødte da også Kalle og Markus og Emma, der er værkstedslærer, der kom hjem fra en dejlig lang ridetur og vi var så heldige, at de gerne ville stoppe op og være med på et billede. Herefter kørte vi op og så området, der rummede hestestalden m.m. og her var fuld gang i arbejdet – man må sige, at der blev arbejdet overalt og eleverne viste en glæde over det, de gjorde og ville gerne vise frem og fortælle om, hvad det var, de havde travlt med og man fornemmer hele vejen igennem, at eleverne tager ansvar for det, de er sat til at gøre og at de er glade for deres arbejde og stolte over at vise det frem.
Samtidig med alt det, der er beskrevet ovenfor, var der nogle, som hjalp i køkkenet og gjorde klar til frokosten, som skulle stå på bordet kl. 12 præcis.
Man kan gå på Nr. Vesterskov og tage hjem hver dag, men man kan også bo på stedet og her står den enkelte elev så selv for rengøring m.m. i huset, hvor de bor.
På Nr. Vesterskov kan man gennemføre hele sin STU – uddannelse eller dele af den og det er et tilbud til unge,der har brug for at blive stimuleret i alle livets forhold og målet er, at de unge bliver afklaret omkring sig selv og der igennem bliver i stand til at tage realistiske valg omkring bl.a. erhverv og uddannelse, personlig udvikling, boligforhold og pleje af netværk. Når der holdes afslutning for eleverne på Nr. Vesterskov, får de hver en mindebog og studenterhuen.
Avisens udsendte var inviteret til at spise frokost efter endt rundvisning – og det var endnu en god oplevelse på stedet og vi siger tak for dejlig mad og endnu en gang skal der lyde en stor tak for jeres måde at tage imod gæster på – man føler sig velkommen med det samme og alle er glade for at fortælle om stedet – og det gælder både elever og ansatte.
Man kan læse mere om Nr. Vesterskov på www.nr-vesterskov.dk
En helt fast tradition hos De Private Pasningsordninger i Østervrå er den årlige Familieudflugt, som også har tradition for at gå til Farm Fun i Ålbæk.
Vejret viste sig fra sin bedste side til årets udflugt, hvor alle havde sat hinanden stævne ved dyreparken, også i år med et flot fremmøde. – Vi var ca. 45 voksne og børn, og det er så dejligt at så mange vil være med på vores årlige tur, lyder det fra arrangørerne.
Da alle var kommet indenfor porten gik det løs med at prøve herlighederne af hoppepude, gynger, cykler, rutschebaner, og hvad der ellers er at lege med. Selvfølgelig skulle de mange forskellige dyr – grise, geder, heste, høns, kaniner m.fl., også havde et besøg.
Al den aktivitet fik maverne til at knurre, så ved middagstid blev der fundet et godt sted, hvor alle kunne sidde sammen og indtage de medbragte madpakker.
De tre private passere havde været i køkkenet og fået bikset nogle lækre kager sammen, som de havde taget med, og hvem kan stå for den slags lækkerier?
Med fyldte maver gik både børn og voksne atter løs på aktiviteterne, især var det populært med en lidt mere rolig tur med traktor og vogn. Hen på eftermiddagen var de små ben ved at være trætte, og det var blevet tid til at sige farvel og tak for en dejlig og hyggelig dag sammen.
Sådan lyder det sikkert rigtig mange gange på Ældrecentret i Dybvad og denne gang var svaret lige, hvad man allerhelst kunne tænke sig i de her meget varme dage: hot dogs og så en Cocio at drikke til.
Man var nemlig så heldig, at Høkerens Håtter kom forbi Dywa, som ejeren af pølsevognen kalder byen.
Inde i pølsevognen stod som altid Kurt Tjømand og langede hottere over disken. Han har efterhånden kørt 10 år på denne måde som frivillig og altid med sit smittende humør – der er garanti for fest og stemning, hvor Kurt kommer frem og han kan godt lide at arbejde med den ældre aldersgruppe.
Man sad ude foran med pølseboden denne gang og den var parkeret så de, der selv kunne klare det, gik ned og forlangte den hot dog, de kunne tænke sig og så selvfølgelig med alt det tilbehør, der skal være i en god pølsevogn – og personalet var klar til at hjælpe de beboere, der ikke selv kunne klare det – og når så det hele blev krydret med Kurts fantastiske humør og evne til at få alle til at føle sig glade og godt tilpas, så kunne det ikke blive ret meget bedre.
Vejret var perfekt til at sidde ude og nyde en god hotter med en kold Cocio til og der blev storhygget og snakket derude og den helt specielle duft, som en pølsevogn udsender kan let få to måske tre hot dogs til at glide ned.
En dejlig middagsmad – et herligt gensyn og besøg af Høkerens Håtter og Kurt Tjømand på en varm og god sommerdag.
Østervrås lokale brandmænd ville gerne gøre lidt reklame for sig selv i forbindelse med Østervrå Byfest, og hvorfor ikke lave lidt sjov og spas ud af det. De gæve brandfolk fik bygget sig en lidt alternativ brandsprøjte, og var med på holdet lørdag, da byens første sæbekasseløb blev skudt i gang. – Vi er overhovedet ikke kommet for at vinde, bedyrer brandfolkene, som svedte bravt i deres tunge udstyr. Vi vil bare gerne gøre lidt reklame for det at være brandmand, for vi mangler altså 1-2 mand/kvinde på holdet. Det er især i dagtimerne, der er brug for ekstra mandskab, altså nogen der bor eller arbejder i byen, og kan træde til på hverdage, hvis alarmen lyder.
Når vi er med her i dag, er det også for at vise, at der er en stor social del i det at være brandmand, og ved at være synlige håber vi også på, at byen og oplandets borgere vil være med til at hjælpe os, så vi kan bevare det lokale beredskab intakt. Hvis ikke vi har en brandbil her lokalt, så vil det tage meget lang tid, før den nærmeste når frem, forklarer brandmændene.
Den 5. etape af Frederikshavn Kommunes Landsbyløb blev forleden aften skudt i gang fra Østervrå Stadion, hvor omkring 200 børn og voksne i alle aldre cyklede, gik og løb rundt i Østervrå og omegn.
Den længste rute på 25 kilometer blev tilbagelagt af motionscyklisterne, mens der var den del, som havde snøret de hurtige løbesko til en halvmarathon. To lange ruter, som gik ud i Østervrås opland i syd til Ny Mølle og mod nord til bl.a. Søholt.
Lidt mindre kunne også gøre det med en fem eller 10 kilometers gå- eller løbetur i oplandet eller mere bynært, og så var der naturligvis også alle de slappe og stramme kæder på mountainbikes, som tilbagelagde et ukendt antal kilometer.
Formand for Landsbyløbet Frode Thule Jensen sørgede for, at virvaret af børn, voksne, cykler og klapvogne blev sendt af sted i deres respektive hold med passende afstand. Inden var alle blevet instrueret i, hvordan ruterne er afmærket med røde, gule, orange og blå flag, så ingen risikerede at blive væk undervejs.
Undervejs på ruterne stod frivillige for at dele ud af drikkevarer og snacks fra ”livgivende” depoter, så der kom ny energi til deltagerne. Depoterne havde i øvrigt fået helt nye skilte, som er sponsoreret af et lokalt firma.
Østervrå IFs Venner løste igen i fin stil de praktiske opgaver med salg af startnumre, pakning af depoter, uddeling af medaljer i målområdet og den sidste oprydning.
I målområdet sørgede Team Brian og Palle for salg af grill-pølser og drikkevarer, og de to grill-mestre fik vist lige så meget sved på panden, som alle motionisterne, der var godt sultne og tørstige, da de kom over målstregen.
Den 6. etape af Landsbyløbet blev afviklet i Karup den 13. juni, og efter sommerferien de to sidste etaper, der går til Dybvad/Syvsten og slutter årets løb af med 8. etape i Hørby.
Skt. Hansfesten i Østervrå har i år tilknyttet flere samarbejdspartnere, og så er der skruet op for den kulinariske side på udvalget af både mad- og drikkevare.
Nyheden om at Hardinger Band lægger vejen forbi Østervrå Skt. Hans aften er blevet modtaget med stor begejstring, og der er da heller ingen tvivl om, at bandets tekster appellerer til flere generationer, og er noget de fleste kan synge med på.
Den 23. juni falder på en fredag i år, og de fleste har weekenden foran sig. – Vi håber, at man har lyst til at blive lidt længere, og jeg kan da afsløre, at Hardinger Band spiller ca. fem kvarter, altså en lille minikoncert, oplyser Lone Haugaard.
Inden bandet går på scenen vil regionsformand Mads Duedahl holde årets båltale, og herefter synger kirke- og kulturmedarbejder i Torslev pastorat, Freja Würtz for på Midsommervisen.
Besøg af PixlBox
Fik du ikke set den flotte lokalhistoriske udstilling Østervrå Lokalhistoriske Forening havde med til Østervrå Byfest, så får du en ny chance denne aften. PixlArt kommer med sit mobile galleri PixlBox, hvor de på 12 digitale skærme viser langt over 100 billeder fra festlige begivenheder i Østervrå gennem tiden.
Mad og drikke Det nærmer sig en folkefest for også det kulinariske udvalg, er der skruet op for til denne tredje Skt. Hansfest. I år kan gæsterne, foruden de lækre grillpølser med tilbehør, som ØVIs Venner sælger, også se frem til italienske pastaretter, som sælges fra en Foodtruck, og Jensen Jordbær kommer og sælger jordbær og pandekager.
ØVIs Venner sælger fadøl fra det lokale værtshus La Taverna. I hanerne er der almindelig pilsner og classic fra Hancock. Både La Taverna og ØVIs Venner er hoppet med på genbrugsbølgen, derfor opfordre de til at genbruge ølkruset, og for hver gang et plastkrus bruges mere end én gang, går der 2 kr. ekstra til ØVIs Venner.
Nyt er det også, at gæsterne kan købe både rød-, hvid- og rosévin samt naturligvis vand og sodavand samt slik og chips.
Gratis adgang Festpladsen er et kæmpe græsareal foran scenen og i baggrunden udsigt til det idylliske naturområde med Gjersholt Sø. Der er gratis adgang til arrangementet, og det er en god ide at medbringe tæpper og andet til at sidde på. Skulle det mod forventning bliver dårligt vejr, så er der også taget højde for det. – Vores store 120 år gamle lade står klar, og vi har også telt på pladsen, lyder det fra arrangørerne.
Rent praktisk vil P-vagter anvise plads til bilen, og på festpladsen er der også sørget for toiletvogne.
Grundlovsdag var det præcis 50 år siden Anette Larsen åbnede egen frisørsalon på Ingeborg Skeels Vej i Flauenskjold.
Anette startede som 17 årig i lære i Aalborg i 1969, så det var en ung dame der sprang ud i de selvstændiges rækker den 5. juni 1973.
De 50 år blev markeret på jubilæumsdagen, hvor Anette havde indbudt kunder, forretningsforbindelser, familie og venner til reception. Og der mødte mange op i dagens løb for at hilse på Fru Larsen, som hun bliver kaldt i Flauenskjold. De fleste af gæsterne er nok blevet klippet af Anette på et eller andet tidpunkt, selvom nogle er blevet tyndere i toppen igennem årene, er der mange kunder der er kommet i salonen i alle eller i hvert fald de fleste år.
Det er samtidig også 50 år siden at Anette sammen med sin mand Torben flyttede til byen i deres nybyggede hus, hvor der var opført en særlig fløj til at huse frisørsalonen. Torben kunne fortælle at de faktisk flyttede ind på præcis samme dag, som Anette åbnede salonen. Det til trods for at der stadig manglede gardiner for vinduerne
Fra midt i firserne og 27 år frem havde Anette flyttet salonen til Ålborgvej, hvor hun tillige etablerede et motionscenter. Men de sidste halvsnes år har hun været tilbage i de rammer, hvor det hele startede, og hun er, til trods for sine 71 år, slet ikke færdig med at være frisør. For som Anette siger, så er det verdens bedste job, selvom åbningstiderne efterhånden er skåret ned til tre dage om ugen.
Anette har i alle årene tillige deltaget aktivt i byens foreningsliv, ikke mindst idrætsforeningen, men også købmandsgruppen nyder godt af hendes frivillige arbejde. Så det ikke kun som frisør at Fru Larsen er still going strong.
Alt i alt en hyggelig eftermiddag i Anette og Torbens velplejede have, hvor vejrguderne viste sig fra sin bedste side.