
Østervrås lokale brandmænd ville gerne gøre lidt reklame for sig selv i forbindelse med Østervrå Byfest, og hvorfor ikke lave lidt sjov og spas ud af det. De gæve brandfolk fik bygget sig en lidt alternativ brandsprøjte, og var med på holdet lørdag, da byens første sæbekasseløb blev skudt i gang. – Vi er overhovedet ikke kommet for at vinde, bedyrer brandfolkene, som svedte bravt i deres tunge udstyr. Vi vil bare gerne gøre lidt reklame for det at være brandmand, for vi mangler altså 1-2 mand/kvinde på holdet. Det er især i dagtimerne, der er brug for ekstra mandskab, altså nogen der bor eller arbejder i byen, og kan træde til på hverdage, hvis alarmen lyder.
Når vi er med her i dag, er det også for at vise, at der er en stor social del i det at være brandmand, og ved at være synlige håber vi også på, at byen og oplandets borgere vil være med til at hjælpe os, så vi kan bevare det lokale beredskab intakt. Hvis ikke vi har en brandbil her lokalt, så vil det tage meget lang tid, før den nærmeste når frem, forklarer brandmændene.
ÅB




