Home Blog Page 172

Sammenlægning af menighedsråd

0

Hvorfor lægge rådene sammen? Det spørgsmål stiller menighedsrådene i Voer og Agersted.

Det har vist sig igennem de seneste valgperioder, at det bliver sværere og sværere at finde medlemmer, der ønsker at deltage i menighedsrådsarbejdet.

På menighedsrådsmøder i juni måned er de 2 menighedsråd, hver for sig, blevet enige om, at det vil være en god ide at lægge rådene sammen.

Man har således i begge råd drøftet hvor mange medlemmer, der skal være i det fælles råd fra hvert sogn. Både Voer og Agersted menighedsråd foreslår, at der skal være 4 medlemmer valgt fra hvert sogn, altså 8 medlemmer i alt, samt sognepræsten.

Begge menighedsråd foreslår, at der skal vælges 2 kirkeværger, en fra Voer Sogn til Voer Kirke og en fra Agersted Sogn til Agersted Kirke.

Navn på det fælles råd foreslås at blive Voer-Agersted-Sognes menighedsråd.

Sammenlægningen foreslås at træde i kraft efter næste menighedsrådsvalg (i september 2024) med start 1. søndag i advent 2024.

De to nuværende menighedsråd har i forvejen mange samarbejdsrelationer.

Der er fælles præst, organist, kirkesanger, og fælles personale på kirkegårdene. Derudover er der årligt 2 fællesmøder. Der er fælles aktivitetsudvalg, og samarbejdsudvalgsmøder omkring kirkegårdene 4 gange årligt. Så det giver rigtig god mening at foretage en sammenlægning.

Nu er det ikke bare de nuværende menighedsråd, der kan beslutte, at rådene skal lægges sammen. Der skal holdes et menighedsmøde i hver af de to sogne, hvor der bliver skriftlig afstemning om sammenlægningen. Det er kun de fremmødte folkekirkemedlemmer, der har stemmeret.

Der afholdes derfor menighedsmøder i både Agersted og Flauenskjold i løbet af september måned.

Se nærmere information her i avisen.

IS ν

Foto: Privat

God søndag for Flauenskjold

0

Det blev en helt igennem god søndag for tre af Flauenskjolds senior fodboldhold med lutter sejre hjemme på Nordturn Arena.

Herre serie 1
Efter to nederlag på 0-4 til henholdsvis Sæby og Aabybro kom 1. holdet i serie 1 tilbage på sejrssporet med 3-1 sejr på hjemmebane mod Skalborg.

Flauenskjold dominerede det meste af kampen og kunne gå til pause med en føring på 2-0 på mål af Jeppe Grøntved og Mathias Drejer.

Efter pausen reducerede Skalborg inden Marcus Holst slog sejren fast efter et flot gennemspillet angreb.

På tirsdag gælder det Brønderslev på udebane, mens Frederikshavns bedste hold gæster Nordturn Arena lørdag.

Herre serie 4:
2. holdet i serie 4 skulle forsøge at revanchere sig fra nederlaget på 6-0 til Dybvad/Hørby.

Det må siges at lykkes da Voerså søndag blev besejret med 5-2 efter 2-1 ved pausen. Kasper Brogaard og Mathias Pedersen lavede hver to mål mens Benjamin Rusbjerg tegnede sig for det sidste. 

Torsdag gælder det Try/Thorshøj på udebane mens Dronninglund kommer på besøg næste lørdag.

Herre serie 5,1:
3. holdet i serie 5 tabte lørdag 4-1 i Løkken. Flauenskjolds mål blev scoret af Benjamin Agassi. Nederlaget kom efter to sejre på 4-0 og 5-1 over henholdsvis PSI/Serritslev og Thise. 

Holdet har dermed kvalificeret sig til serie 5,1 efter ombrydningen.

Herre serie 5,2:
4. holdet vandt søndag 4-1 hjemme over Agersted. Flauenskjolds mål blev scoret af Steffan Bertelsen med to samt Mikkel Juul og Kristian Krogshave.

Det betyder at man ligeledes rykker op i serie 5,1 til sæsonens 2. halvdel.

Kvinder serie 1:
Damerne i serie 1 vandt sidste lørdag med 6-2 på udebane over Sulsted. Flauenskjold mål blev scoret af Laura Dorff og Mille Stüker med hver to samt Cecilie Mikkelsen og Josefine Brix med hver et.

Tirsdag gælder det Aabybro på hjemmebane.

Kvinder C2:
7 mands damerne har siden sidst spillet to kampe. Efter 1-1 på udebane mod Voerså tabte man 5-6 hjemme til Astrup/Sønderskov.

Flauenskjolds mål blev scoret af Heidi Jørgensen med to mål samt Frida Stüker, Kathrine Melgaard Sørensen og Camilla Mørk Olesen med et enkelt hver.

Onsdag gælder det Sindal på udebane.

IS

Skolejubilæum fejret i Søparken i Dybvad

0

Afgangseleverne årgang 1963  realklasse B fra Dybvad Realskole fejrede sidste torsdag deres jubilæum ved at mødes i Søparken i Dybvad.

Der var mødt 13 ud af 25 fra deres gamle klasse og man startede med at spise i Søparkhuset, hvor  snakken gik livligt, da avisens udsendte  kikkede forbi efter aftale med Svend Sørensen, der sammen med Bjarning Grøn havde fået arrangementet sat i stand  – og heldigvis viste vejret sig fra den mest sommerlige side, så der var lagt op  til en rigtig dejlig jubilæumsdag for alle.

Der blev taget masser af billeder, som man kan se nogle af her i avisen og de to  arrangører gav sig tid til en lille snak om deres skoletid på realskolen i Dybvad.

De lagde ud med at fortælle, at eleverne på skolen kom mange steder fra såsom Flauenskjold, Agersted, Ørtoft, Skæve, Hellum, Jerslev og så selvfølgelig også fra Dybvad.

Skolen lå og ligger stadig på Idskovvej og der er også mulighed for at se skolen ude fra vejen,  idet der er spærret af omkring bygningerne, men alt det skulle ikke afholde de tidligere elever fra at kikke ud til skolen og mindes deres tid på Dybvad Realskole

Bjarning Grøn og Svend Sørensen fortalte om deres gamle skole og kom bl.a. ind på, at det var en skole, hvor der blev stillet krav til  eleverne. Skolebestyreren hed Anker Poulsen og som de sagde, så var der en vis sammenhæng mellem skolen og Søparken, da det var her man gik ned og botaniserede i biologitimerne og derfor skulle dagen da også indeholde en tur rundt om søen og en tur rundt i byen.De fortæller også  samstemmende, at de husker deres skoletid på realskolen som en god tid og de nævnte de lærere, som de havde haft  bl.a. frk. Hansen, hr. og fru Andersen, hr. og fru Hansen, hr. Mygind og hr. Valentin Hansen.

Efter gåturen skulle der drikkes kaffe med et stykke othellolagkage og hjemmebagte småkager til og herefter skulle man se en DVD om skoleåret 1962-63, som Anker Poulsen havde optaget.

Så et stort og flot program for deres jubilæum og dejligt vejr at nyde det i – et stort til lykke med dagen skal lyde herfra også.

Jo-Jo

Østervrå Petanqueklub holder åbent hus

0

I Østervrå er der rigtig mange, som har budt ind med aktiviteter og tilbud i Frederikshavn Kommunes Verdensmålsuge fra 4.-10. september. Østervrå Petanqueklub er naturligvis også med, og står klar til at fortælle om det ukomplicerede spil, som kommer sammen med en stor pakke af fint socialt samvær. 

Har du gået og overvejet, om petanque er noget for dig, så har du chancen for at prøve det af mandag den 4. september, hvor de lokale spillere i Østervrå står klar til at guide dig. – Vi har kugler til låns, og håber, at endnu flere kunne få lyst til at prøve et nemt og ukompliceret spil i vores hyggelige klub, lyder opfordringen. Vi er klar på banerne ved Bredgade, og skulle du være forhindret, så er du også velkommen på vores faste spilledage mandag og torsdag. 

Sommerklubdag
Petanqueklubben har netop afholdt en af sine faste tradition – den årlige Sommerklubdag, som denne gang blev afviklet 14. august med en god blanding af spil og socialt samvær. 16 medlemmer var mødt op til en venskabelig dyst på de fire baner ved klubbens anlæg. – Vi afviklede en lille intern turnering mod hinanden, og det var med både jubel og latter, der blev kæmpet for at få kuglerne til at ligge tættest på den lille runde ”gris”, fortæller klubsekretær Karen Tornøe Therkildsen. Den første time fløj af sted, og det var blevet tid til en pause med kaffe og Jyttes dejlige hjemmebag, hvorefter det blev til endnu en times spil. 

Omkring kl. 17 dukkede flere medlemmer og pårørende op, og så var det tid til fællesspisning med en menu af stjerneskud fra den lokale ”Byens Café”. 

Endnu en dejlig dag med godt vejr og skønt socialt fællesskab. 

ÅB

Ventilen inviterer til åbent hus i Verdensmålsugen

0

Mødet mellem mennesker kan ofte langt mere, end vi tror. Og det er centralt for Ventilen Danmarks måde at arbejde på, når frivillige hjælper unge ud af ensomhed. Vil du med på frivilligholdet?

Ventilen Frederikshavn genåbner deres tilbud i efteråret 2023, hvor unge, der oplever ensomhed kan blive en del af et fællesskab med andre unge.

Kom til åbent hus og hør om genåbning
Ventilen Frederikshavn genåbner i Verdensmålsugen fredag den 8. september, i Kirkegade 9, indgang 1 – op ad trappen. Her holder de åbent hus, hvor du kan se deres fine lokale og møde de frivillige, der er klar til at svare på spørgsmål. Arrangementet er for alle, der er interesseret i Ventilen Frederikshavn – om du blot er nysgerrig, vil være frivillig eller potentiel bruger af stedet. Ventilens frivillige byder på sodavand, kage og andet godt på dagen.

Hvad er Ventilen?
Ventilens nye lokale i Kirkegade bliver ramme for nye fællesskaber mellem lokale unge:

Målet med Ventilen er at skabe et miljø hvor unge, der føler sig ensomme, kan møde andre med samme udfordring, for at de sammen kan komme følelsen til livs gennem aktiviteter som metode. Der er også rig mulighed for, at de unge kan tale med de frivillige om nogle af de svære ting, de oplever, fortæller Kia Thrysøe Nielsen, der er formand i Ventilen Frederikshavn.

I mødestedet er der madlavning og fællesspisning, brætspil og diverse andre aktiviteter på programmet, som bliver planlagt af en håndfuld unge frivillige.

Og nu kan du blive en del af frivilligholdet, der fremadrettet skal gøre en forskel for ensomme unge i Frederikshavn. Ventilen Frederikshavn er nemlig på udkig efter flere friske kræfter til holdet.

Ung og klar til at gøre en forskel for andre?
Ventilen Frederikshavn er på udkig efter frivillige mellem 17 og 35 år, der er ansvarsbevidste og klar til at skabe en tryg atmosfære og god dynamik. Og som har lyst til at gøre en mærkbar forskel i andres unges liv, når tilbuddet genåbner i efteråret.

Som frivillig deltager du i planlægning af aktiviteter for mødestedet, og er med til at udføre dem med de unge, når vi har åbent. Du får desuden nogle organisatoriske opgaver, som passer til den frivilliges interesser og kompetencer. Som frivillige er vi ikke fagpersoner, men vi er ”unge med de unge”, og vi står primært bare for at skabe rammerne for de unges selvudvikling i det tempo og den grad, som de selv ønsker, fortæller Kia Thrysøe Nielsen.

Du bliver selvfølgelig klædt på til arbejdet gennem Ventilens grunduddannelse, hvor du lærer om Ventilens målgrupper og metoder.

Nye belægninger på Østervrå Kirkegård

0

De fleste har sikkert bemærket at der i øjeblikket er en del ekstra aktivitet på Østervrå Kirkegård, hvor Jonny Christensen er i fuld gang med at forny den gamle belægning på det lange stykke fra hovedindgangen og op til Østervrå Kirke. Udover det bliver der også arbejdet med en helt ny og langsigtet kirkegårdsplan. 

Det lange gangareal fra hovedindgangen på Østervrå Kirkegård vil i løbet af august og september måned få et helt nyt look. Jonny Christensen er i fuld gang med arbejdet. – Jeg lægger nye belægning, og for at forhindre den i at skride ud, bliver der lagt en forstærkning af kantblokke hele vejen i begge sider, forklarer Jonny, som i samme ombæring også regulerer rabatterne i højden, så de får et passende niveau hele vejen. 

Arbejdet skrider planmæssigt frem, og skal være færdigt inden 17. september. – Jeg regner da med, at jeg kan overholde tidsplanen, men det afhænger jo af flere ting, forklarer Jonny, som allerede har været lidt udfordret af vejrguderne, og så er der også hensynet til de kirkelige handlinger. – Jeg tænker hele tiden kirkens planer ind i min arbejdsgang, og det kan jo heller ikke undgå at få lidt indflydelse på min tidsplan, fortæller Jonny. 

Kirkelige handlinger
Der er under hele arbejdet taget højde for, at de kirkelige handlinger kan ske uden hindring – det være sig gudstjenester, begravelser, bryllupper m.m. – Hvis ikke hovedindgangen kan benyttes vil det altid være muligt at finde en alternativ vej hen til kirken via de øvrige gangstier på kirkegården, forsikrer graveren.

Udover den nye belægning har Jonny også skiftet flere kantsted omkring P-pladsen, og så bliver cykelparkeringen også fornyet. – Vi ved endnu ikke om selve stativet til cykler kommer op igen, men de gamle fliser bliver taget op, og i stedet bliver der asfalteret. Den ny asfalt bliver forsynet med en markering – at her kan din cykel holde, forklarer Trine Lilkær.

Når al belægningsarbejdet er færdigt, skal P-pladsen have ny asfalt og efterfølgende forsynes med opstregning af P-båsene. 

Ny kirkegårdsplan
Den kendte kirkegårdskultur er udfordret – det mærker de også på Østervrå Kirkegård. Tendensen går i retningen af bisættelser kontra kistebegravelse, og det betyder, at kistegravstederne kommer til at stå tomme, og det er et problem. – En kirkegård har jo den størrelse, den har, det bliver der ikke lavet om på, forklarer Trine Lilkær, så udfordringen for os ligger i at få indrettet kirkegården på en ny måde, så den stadig bevarer sit rolige og naturskønne udseende i harmoni med omgivelserne. – I første omgang sår vi græs på de ubenyttede arealer, mens vi arbejder med at nytænke kirkegårdens indretning til en langtidsholdbar kirkegårdsplan. Det kunne f.eks. være med flere afgrænsede områder med bænke eller lignende, som indbyder til ophold, fortæller Trine Lilkær. 

I øjeblikket kan Østervrå Kirkegård tilbyde urnegravsteder i Skoven eller på kirkegården, der er også mulighed for et plænegravsted med en plade, almindeligt kistegravsted eller i de anonymes grav. – Vi arbejder som sagt med forskellige fremtidsplaner, men dem vil vi gerne lige holde lidt for os selv indtil videre, smiler Trine. 

ÅB

Cykelpiloterne er flyvende og klar i sadlen

0

Midt i juni måned fik Østervrå foræret en Christiania Cykel, og i samme forbindelse var der fem friske damer, der havde meldt sig som frivillige cykelpiloter. Tilbuddet om at komme ud og få vind i håret gælder alle, som ikke selv har mulighed for at cykle en tur. 

De frivillige cykelpiloter har et tæt samarbejde med Østervrå Ældrecenter, som kontakter piloterne med en liste over de ældre borgere, som gerne vil ud på en tur. – Vi ringer så ind på centret og tilbyder en tur på et tidspunkt, som passer ind i vores kalender, og så sørger personalet for, at den enkelte borger er klar til turen, forklarer cykelpilot Annette Simonsen, som har været initiativtager til projektet. 

Det er ingen sag at håndtere cyklen, som er forsynet med el-motor, så vi bestemmer selv, hvor mange kræfter, vi selv vil lægge i benene – alle kan være med, forsikrer Annette, og med denne lille salgstale lægger hun op til, at der sagtens kan være flere med på holdet af cykelpiloter. – Der er måske pårørende, som kunne tænke sig at cyklen en tur sammen med et familiemedlem, der bor ude i byen, fortsætter Annette, det kan sagtens lade sig gøre, og kræver kun en lille halv times introduktion til cyklen, før man er klar i sadlen. 

Kravet til passageren er, at de selv skal kunne forflytte sig over på cykelsædet, dog er det desværre ikke muligt, med vores model, at cykle med kørestole, oplyser Annette Simonsen, men man kan altid rette henvendelse til mig eller Østervrå Ældrecenter, hvis man gerne vil på tur eller vil vide mere om cykelturene. 

Hold øje med det flotte køretøj i den kommende uge, hvor der vil blive udbudt ekstra mange cykelture i forbindelse med Frederikshavn Kommunes Verdensmålsuge. Her vil der både være personale og frivillige i cykelsadlen, når cyklen suser rundt i by og på land. 

Christiania Cyklen er kommet i stand efter flot forarbejde af Ole Berg fra Ældre Sagens lokalafdeling i Sæby og donationer fra Vanggaard Fonden og Velux Fonden.

ÅB

Østervrå får døgnbemandet akutbil på tidligere brandtomt

0
Lone og Rasmus glæder sig til at opføre et hus med lejlighed og garage på grunden når brandtomten omsider er blevet fjernet. Foto: Søren Ejstrup Brunse

I foråret købte Vendia Ejendomme, som er ejet af Lone og Rasmus Haugaard, Byens Centrum, Hjørringvej 439, der har stået hen, som brandtomt i mere end to år. Nu er der nyt i sagen. Lone og Rasmus har indgået en aftale med Region Nordjylland om placeringen af en døgnbemandet akutbil på grunden. 

To spørgsmål har især optaget lokalbefolkningen i Østervrå og omegn i længere tid: Hvad skal der ske med Byens Centrum, og hvor bliver regionens akutbil placeret? Den helt store og fantastiske nyhed er, at begge spørgsmål har fundet et svar på én og samme tid.  – Vi bygger et hus på grunden med en lille lejlighed og en garage, og her vil Region Nordjylland fremover placere en akutbil, som skal være bemandet alle døgnets timer året rundt, fortæller Lone Haugaard med stor begejstring. Det er virkelig en god nyhed, som får stor betydning for vores område. Dels vil det øge trygheden, og så ligger der jo også en øget beskæftigelse i og med, at det er otte årsværk, der bliver tilknyttet akutbilen, understreger Lone Haugaard, der håber på at det måske på sigt vil føre til øge bosætning i området.

Øverst på listen
Brandtomten efter Byens Centrum er øverst på listen i Frederikshavn Kommunes nedrivningspulje. – Vi har ikke fået en konkret dato, men vi forventer at nedrivningen går i gang meget snart, fortæller Lone Haugaard. Frederikshavn Kommune står for nedrivningen af brandtomten, og vi kommer selv til at stå for at fjerne de to resterende bygninger, mens en privatmand fjerner det lille skur på grunden, lyder forklaringen. 

Tegningerne til nybyggeriet ligger klar, og i løbet af 5-6 uger vil vi søge om byggetilladelse, oplyser Lone Haugaard. Det nye hus bliver placeret på den del af grunden, der vender ud mod den store P-plads ved Meny, og så overvejer vi, hvad der skal ske med resten af grunden, i første omgang bliver det måske udlagt som grønt område, slutter Lone Haugaard.  

Øget tryghed
Foreløbig er der indgået en 10-årig kontrakt med regionen, og der er ingen tvivl om, at placeringen af akutbilen vil give en væsentlig forbedring af det akutte beredskab, og vil give borgerne en øget tryghed i det østlige Vendsyssel. Bilen skal rykke ud i området omkring Sæby, Østervrå og Dybvad, og skal være med til at reducere responstiden væsentligt, indtil ambulancen når frem. 

ÅB

Skal båden på værft? Find en god tørdok

0

Har I brug for at få renoveret jeres båd eller skib? Det er som regel en større omgang, og desværre er det ikke det hele, der kan klares, mens den ligger i vandet – selvom der er mange ting, I godt kan tage fat i der. Det kan desuden også være, I ikke selv har ekspertisen til at ændre, reparere eller opgradere forskellige dele på skibet. Så er det nødvendigt at få fagfolk ind over.

Der findes flere værfter rundt omkring i Danmark. Hvis I har brug for en tørdok, kan I finde plads i Østersøen, hvor der er værfter med netop det tilgængeligt. Det betyder for jer i praksis, at skibet kan komme på land og blive repareret, og der er alle de nødvendige kraner og maskiner tilgængelige for, at jeres skib kan blive sejlklart igen, så I kan komme ud på eventyr – uanset om det er til erhvervsbrug eller privat. Få information om tørdok her.

Hjælp til mange opgaver
Et værft kan hjælpe jer med stort set alle ting, når det kommer til skibe. Det gælder, uanset om der er tale om en mindre reparation, eller om I har planer for skibet, der rækker ud over jeres egen kunnen. Kunne I godt tænke jer, at skibet bliver mere grønt? Ikke rent bogstaveligt, men klima er kommet på den politiske dagsorden, og måske I har overvejet muligheden for, om skibet skal elektrificeres?

Det er i dag noget af det, der arbejdet på med forskellige skibe, herunder færger, så de har mulighed for at sejle med mindre CO2-påvirkning, end det hidtil har været tilfældet. Det er en større omgang, men det er noget, værftet har arbejdet med flere gange. Derfor kan I også sagtens prøve at forhøre jer ad om mulighederne med netop det for øje – så kan I sejle ud på de syv verdenshave med god samvittighed.

Få opsat hurtigt netværk i hjemmet

0

Kunne du godt tænke dig at kunne indrette hjemmekontor, så du virkelig kan arbejde med fuld effektivitet, selvom du ikke er fysisk på din arbejdsplads? Det er altid skønt, når tingene virker, og i det tilfælde gælder det virkelig også dit netværk. Det kan være, du er heldig at kunne få internet gennem din arbejdsgiver, men det er ikke alle, det gælder for. En ting er, at du har trådløst netværk, der fungerer, men har du stationær computer, er det måske nødvendigt at få trukket kabelnet.

Skal du have hjælp til opsætning af netværk? Det er ikke altid, det føles lige logisk, og det kan blive nødvendigt med en hjælpende hånd. Her er det en god idé at snakke med eksperter, der virkelig kender til området og samtidig kan give dig gode råd med på vejen, så du er godt kørende på internettet lynhurtigt. Så ved du, at dem, der står for opsætningen af netværket, virkelig kan deres kram.

I erhvervsmæssig sammenhæng
Det er naturligvis ikke kun i privaten, der er brug for gode netværksforbindelser – det er også nødvendigt at få opsat netværk i virksomheder og generel erhvervsmæssig sammenhæng. Har I ikke en IT-ekspert i virksomheden, der kan klare det for jer, kan I ligeledes række ud, så I får den bedste netværksløsning. Der kan være forskellige tilgange til det, så det er med at få aftalt sammen, hvad jeres behov er, og hvordan de bedst løses.

Trådløst netværk skal gerne kunne dække et stort område, og det kræver, at der er installeret routere, som alle kan komme på. I en virksomhed med mange lokaler, der kræver internet, er det formentlig nødvendigt med flere routere eller for forlængere, der kan udvide netværkets rækkevidde, så I ikke oplever, at der er steder i bygningen, hvor I ganske enkelt ikke har mulighed for at komme på netværket.