
Hvordan kan vi sammen skabe det gode liv for børn, unge og familier i Frederikshavn Kommune? Politikere fra byrådet var torsdag aften i den lyttende rolle ved det sidste af fire dialogmøder – denne gang i Østervrå Kulturhus, med det formål at indhente værdifulde inputs og ideer til, hvad der er vigtige værdier, og hvad fællesskabet kan byde ind med for skabe det gode liv.
Det er vist ingen hemmelighed, at Frederikshavn Kommunens økonomi er udfordret, og det sætter velfærden under pres. Det kræver en skarp prioritering af ressourcerne fra politikernes side, og derfor har byrådet besluttet at lade kommunens borgere komme til orde i en række dialogmøder.
Formanden for plan- og miljøudvalget Peter E. Nielsen bød velkommen og skitserede for de ca. 40 tilhørere, hvad det er for udfordringer byrådet står overfor. – Vi er udfordret af demografien, og det på trods af, at vi har flere tilflyttere end fraflyttere, men vi står overfor faldende fødselstal og flere ældre, forklarede Peter Nielsen, det er vigtigt at vi fokuserer på de fællesskaber, der skaber værdi, og så arbejder vi benhårdt på at få flere tilflyttere.
Livlig dialog
I mindre grupper diskuterede deltagerne efterfølgende, hvad der definerer det gode liv. Herunder: Hvad er godt, hvad er udfordringen og hvad lykkes vi med? Det var en livlig snak med mange fine betragtninger, og der viste sig at være stor enighed om de fleste, hvor bl.a. det nære miljø og fællesskaber var vigtige værdier. Udfordringer gik bl.a. på store skoleklasser, transportproblemer, utryghed i manglende gadelys og trafikdæmpning. Til gengæld er der stort held med bl.a. at koble overgangen mellem institutionerne.
Forsamlingen blev herefter bedt om at komme med eksempler på, hvad fællesskabet kan bidrage med. Her blev der helt konkret foreslået et fælles tilflytterarrangement lokalt, og i det hele taget at blive bedre til at ”byde velkommen” til nye borgere. Vigtigt er det også at få inddraget nye i fællesskabet, afstemme forventningerne til hinanden og bakke op om de lokale aktiviteter m.m.
Endelig blev aftenens deltagere også bedt om at komme med bud på, hvor det er kommunen lægger hindringer i vejen for, at det gode liv kan udfolde sig, også her kom der flere eksempler på, hvad der kunne lette dagligdagen for at lykkes med det gode liv for børn, unge og familier.
Peter E. Nielsen (S) sluttede aftenen af med at takke de fremmødte for de mange input. – Jeg kan samtidig konstatere, at de input, der er kommet i aften, er nogle helt andre, end dem vi har fået med fra de tidligere dialogmøder, så det er tydeligt, at det er nogle helt andre udfordringer, I står overfor ude i lokalområderne.
Mødet i Østervrå var det sidste af fire, hvor der tidligere har været afholdt møder i Frederikshavn, Sæby og Skagen. Alle input fra de fire møder kommer til at indgå i den videre proces, som byrådet kommer til at arbejde videre med, og senere vil der blive indkaldt til nye dialogmøder med andre velfærdstemaer.
ÅB




