Home Blog Page 160

Velbesøgt møde i Aktivitetscentret i Dybvad: Vil du være på den sikre side?

0

Mødet blev afholdt i Aktivitetscentret på Ørnevej i Dybvad og der deltog omkring 50 personer i arrangementet.

Emnet: Vil du være på den sikre side – lagde op til noget, der efterhånden desværre fylder mere og mere i hverdagen nemlig svindel med dankort, forsøg på at franarre koder til konti m.m. og til at holde oplæg og svare på spørgsmål om det meget relevante emne, var der indbudt folk fra Frederikshavn politi.

Efter at der var blevet budt velkommen af aktivitetsleder Elsebeth Larsen, blev der vist en lille film, hvor der var eksempler på digital svindel og i den forbindelse blev der fra politiets side sagt, at man efterhånden er gode til at sikre vores hjem mod indbrud, men ikke så gode til at sikre vores digitale hjem.

Der blev snakket meget om adgangskoder, fupopkald ang. overførsel af penge fra ens bankkonto og der blev i den forbindelse mindet om aldrig at udlevere personlige oplysninger. Der blev ligeledes snakket om fishing mails – fupmails og fup sms’er og hertil blev der fra politiets side sagt: Husk – så lidt oplysninger som muligt. Tricktyverier og afluring af pin-koder blev også nævnt og det lidt nyere fænomen kunstig intelligens, som er endnu en udfordring.

Efter oplægget var det tid for spørgsmål fra tilhørerne og folk var meget interesserede og spurgte ind til mange forskellige ting, hvor af nogle var selvoplevede sager og Phillip, der var den fra politiet, der havde stået for oplægget, svarede velforberedt og i et letforståeligt sprog på alle spørgsmålene – han havde også medbragt en folder fra politiet med overskriften: Gør din hverdag mere sikker – Undgå indbrud, digital indbrud, tricktyveri, fupmails og sms’er og fupopkald.

Han rundede af med at nævne mulighederne for anmeldelse nemlig: Ring 114 eller ring 112 – brug politi.dk eller mød op hos politiet.Der blev også nævnt, at man kunne søge mere viden hos: Nabohjælp eller Mit digitale selvforsvar.

En god eftermiddag var alle enige om og dygtige folk fra politiet til at fortælle og til at tage imod spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne.

Der blev serveret kaffe og kage undervejs i mødet.

Arrangørerne af den velbesøgte og meget lærerige eftermiddag var Dybvad Aktivitetscenter og Dybvad Borgerforening.

Jo-Jo

På besøg hos brandmand Gorm

0

De små i den kommunale dagpleje skal ikke være ret gamle, før de er helt klar over, at den store røde brandbil nede på Østervrås brandstation – den er noget helt særligt. Forleden dag blev det til endnu et succesfuldt besøg, hvor brandmand Gorm viste rundt. 

Porten stod åben på vid gab på Falcks brandstation forleden dag, hvor der var besøg af brandbilens nok mest trofaste fans – de helt små i den kommunale dagpleje. Brandmand Gorm tog gæstfrit imod, og straks var der flere af børnene, som gik på opdagelse. Ikke uventet var der også enkelte børn, der lige skulle overveje situationen en ekstra gang. 

Både udvendig og indvendig blev brandbilen gået efter i sømmene, og det var ikke mange sekunder førerkabinen stod tom, selv om de små knapt kunne nå op og kigge ud af forruden, så var især chaufførpladsen populær. Chancen for, at der blev plantet et par små frø til en eller flere kommende brandmænd er stor. 

Brandstationsleder Gorm Rosendal viste beredvilligt rundt og hjalp børnene med at prøve brandhjelme eller løfte på de tunge udstyr. Det hele var super spændende både de blå blink og ikke mindst det afsluttende udrykningshorn, som Gorm satte i gang, da alle var i sikker afstand udenfor stationen. Endnu et vellykket og meget spændende besøg på brandstationen var slut. 

ÅB

Sogneindsamling 2024

0

12 indsamlere incl. 4 friske konfirmander, trodsede i søndags vejret og begav sig ud i snevejret med indsamlingsbøsserne.

Vi havde den glæde, at vi slog den tidligere lokale rekord fra år 2014, fortæller indsamlingslederne. Alt i alt har Torslev pastorat sendt kr. 11.799. 

På landsplan
På landsplan har der været 520 indsamlingssteder forskellige steder i Danmark.

Opbakningen til indsamlingen har været fantastisk. Op mod 10.000 mennesker landet over trodsede kulden og gik på gaden for at stemme dørklokker, og her blev de mødt med masser af varme og givervilje.

I alt har man sammen samlet 11,5 millioner kr. ind til Folkekirkens Nødhjælp. Det er et endnu bedre resultat end sidste år.

KØH2

Birgit S. Hansen genopstiller ikke ved næste valg

Jeg, borgmester Birgit S. Hansen, A, Frederikshavn Kommune genopstiller ikke ved næste byrådsvalg. Sådan skrev borgmesteren i en pressemeddelelse søndag formiddag.

Jeg har altid vidst, at den tid hvor jeg ikke hver dag glad stod op for at tage på arbejde som borgmester, ja så er enden på jobbet ved at være nået. – Det er nu. 

Jeg har haft seks gode perioder som kommunalpolitiker. 24 år bliver det til i kommunaldemokratiets tjeneste, når perioden slutter, hvoraf 12 år har været som borgmester. Jeg har nydt langt de fleste dage, også selvom der har været svære sager, presset økonomi og en evig søgen på at finde veje frem. 

Jeg vil se tilbage på en tid, hvor det lykkedes at rette kommunens økonomi op fra tæt på randen. Og på en tid hvor jeg har mødt et hav af gode mennesker, kulturliv, foreningsliv og erhvervsliv, der knokler og kæmper og som VIL! Jeg vil altid tænke på, hvor mange konstruktive mennesker, der vil vores kommune det bedste, udtaler Birger S. Hansen og fortsætter.

Noget jeg vil savne er de mange livgivende timer med vores gode borgere i bofællesskaberne med kram og grin. Jeg vil savne tempoet i jobbet, hvor der skal træffes vigtige beslutninger. Jeg vil savne alle gode samarbejdspartnere. 

Jeg vil ikke savne “troldene” på sociale medier, mistænkeliggørelsen, motivspekulanterne, truslerne og de vedholdende argument-resistente kritikere med hvem tonen med årerne bliver hårdere og hårdere. 

Ovenover alting står, at det er rigtigt for mig at forlade broen ved næste byrådsvalg (2025). Nu gør jeg byrådsperioden færdig og tager ansvar for at  træffe beslutninger, som jeg er valgt til. Jeg løber ikke af pladsen før tid, men jeg melder ud nu, så der kan ske forberedelser til et skifte.

Fremtiden må vise, hvad jeg skal bruge min energi og arbejdskraft på, når perioden udløber til 2026”, slutter Birgit S. Hansen.

Velbesøgt loppemarked i Flauenskjold Hallen

0

Flauenskjold Idrætsforenings håndboldafdeling havde lørdag arrangeret loppemarked i Flauenskjold Hallen.

Det blev igen i år en stor succes, i det der på forhånd var solgt hele 53 stande. som var lig med udsolgt.

Og på dagen strømmede folk også til i en lind strøm.

Det var således en veltilfreds formand for håndboldafdelingen Heidi Jørgensen, der kunne gøre status på en vellykket dag.

Så mon ikke der bliver loppemarked igen næste år.

IS

ØVI skal arbejde med at engagere børn og unge

0
Little daughter, mother showing heart gesture, symbol love care support. Smiling mom and adopted preschooler child girl takes selfie, looking at camera together, show sign of gratitude. Happy adoption

Der skal mere fokus på sikring af den fødekæde, som skal være med til at tegne fremtidens foreningsliv i ØVI, hvor der især er brug for at flere tager del i det frivillige arbejde. Her er de yngre generationer et vigtigt element, men der er også brug for flere fra de voksnes rækker. 

Året 2023 har været et godt år i ØVI med stabil drift og mange gode oplevelser, indledte formand Knud Hjørnholm sin beretning, men formanden ser især to aspekter, som den fremtidige udfordring. – Det er vigtigt, at vi har dygtige og engagerede trænere/instruktører, der kan skabe rammer om medlemmernes aktiviteter, og det kan være en udfordring at få den fødekæde til at fungere, lød det fra formanden, som er af den opfattelse, at ØVI skal arbejde med at få børnene og de unge med i foreningslivet langt tidligere – måske allerede fra 11-års alderen. 

Hjørnholm pegede også på, at træningstider og haltider skal være hensigtsmæssigt, og forsøge at tilpasse sig, så det ikke spænder ben for børn og unges deltagelse i træningsaktiviteter. 

Inklusion og plads til alle, er et andet vigtigt parameter, og her nævnte formanden flere eksempler på, hvad der har været af sociale aktiviteter i ØVIs afdelinger gennem det sidste år.  Bl.a. tur til Norge, deltagelse i forskellige stævner, tur til Fun House og Action House, fællesspisning, bowlingtur og meget mere. 

Frivillighed 
– Alle disse aktiviteter – om de er sportslige eller sociale involverer mange kræfter, særligt i forhold til bl.a. julefrokosten, Frønse Cup og Rødspætte Cup, men også i dagligdagen til f.eks. cafeteriavagter, lød det videre. Vi har nok ikke fundet den perfekte formel, men det drejer sig jo primært om, at vi finder en måde at spørge forældre og andre om hjælp til praktiske opgaver. 

I indeværende år ser formanden med spænding frem til at følge den endelig udpegningen i DIF-regi til spydspidsforening, og hvad det kan betyde for ØVI. – Her er fokuspunkterne netop på, at få flere børn og unge engageret i foreningslivet samt synlighed og vidensdeling, forklarede Knud Hjørnholm, og det får vi mere at vide om til august. 

En henvendelse fra Torslev Skole om et tættere samarbejde, ser formanden også som en rigtig spændende opgave i det nye år. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Birthe Vindbæk, Åse Bakland og Knud Hjørnholm, som har meddelt, at det er hans sidste periode, som formand. 

Generalforsamling blev for andet år i træk afholdt fælles med ØVIs fire afdelinger fra håndbold, badminton, svømning og motion samt ØVIs Venner. ØVI fodbold ønskede at afvikle sin egen generalforsamling den skete den 13. februar. 

ÅB

Hørby Bazaren genopstår på Hørby Efterskole

0

Hørby Efterskole er begejstrede for at meddele genopstandelsen af Hørby Bazaren, der i år finder sted søndag den 24. marts!

Efter en pause i årene 2020-2023 er Hørby Bazaren endnu en gang klar til at slå dørene op til en dag med lokalt købmandskab og fællesskab. Hørby Bazaren er mere end blot et kræmmermarked. Det er et udstillingsvindue med lokal forankring, hvor besøgende og kræmmere mødes om at få nye indspark og ideer, krejle og give videre.

Hørby Bazaren har gennem årene etableret sig som en betydningsfuld begivenhed, der ikke kun bringer kræmmere og besøgende sammen, men også har bidraget til det lokale samfundsliv. Arrangementet har tidligere tiltrukket over 1000 besøgende fra hele regionen, og det har været en kilde til glæde og støtte for både lokale og efterskolens elever. Ligesom tidligere års udgaver af bazaren er to af skolens ansatte Ann Bang og Helle Brinkmann at finde blandt Team Hørby Bazar.

Om bazarens genopstandelse udtaler Helle Brinkmann: ”Vi glæder os helt enormt til igen at kunne invitere kræmmere og besøgende ind på Hørby Efterskole til en dag med lidt godt gammeldags købmandskab og god stemning. Vi har allerede god gang i salget af udlejede boder, så vi ved, at der er rig mulighed for at lave en god handel og komme hinanden ved i en hyggelig og nærværende ramme!”

Som noget unikt for Hørby Bazarens genopstandelse, spiller Hørby Efterskoles elever en central rolle i arrangementet. De er ikke kun med til at drive bazaren, men de er også engagerede i organiseringen og sikringen af, at bazaren bliver en succes. Dette understreger skolens engagement i at inddrage og uddanne eleverne i ansvar og fællesskabsdeltagelse. Deres deltagelse skaber ikke kun en begivenhed, men også en platform for medborgerskab og fællesskabsånd. Som en gulerod, er det også eleverne, der i år får muligheden for at disponere over bazarens overskud fra udlejning af boder og salg i caféen.

I Hørby Bazarens café, kan der købes kaffe og lidt godt at spise. Mad og drikke kommer som vanligt fra køkkenet på Hørby Efterskole. Her kan du som altid forvente høj kvalitet og gode råvarer. På dagen drives caféen af efterskoleelever.

”I køkkenet på Hørby Efterskole arbejder vi i høj grad med glæde! Både ved udførelse og indtagelse af mad, ligesom vi altid forsøger at forny os og finde på nye spændende måder at lave og servere mad for elever og gæster. Hver eneste uge har vi elever, der flittigt hjælper til med madlavningen, og derfor er der også elever, der vil sætte deres præg på Caféens mad- og drikkeudvalg” udtaler Ann Bang.

SEB

Håndboldresultater

0

Torsdag den 29. februar
U13 Drenge:
Flauenskjold-Aabybro 20-19
Mål: Malthe 7
Iben 6
Thelma 5
Noah 2

Søndag den 3. marts 
U11 Drenge:
Flauenskjold-Hjallerup 13-25
Mål: Tristan 5
Isabella 2
Noah 2
Juliane 2
Victor 1
Malthe 1

U13 Drenge:
Flauenskjold-TSI-Thise 12-11
Mål: Noah 6
Jeppe 2
Magnus L. 2
Keith 1
Magnus V. 1

U13 Piger:
Flauenskjold-Sindal 20-15
Mål: Thelma 8
Iben 5
Medina 3
Lykke 2
Mathilde 2

U15 Piger:
Flauenskjold-Taars/Ugilt 21-6
Mål: Kimmie 7
Laura 6
Nanna 4
Mathilde 2
Mille 1
Amalie 1

Damer serie 3:
Flauenskjold-Thise 19-19
Mål:
Nanna Gadensgaard 10
Lærke Lex 4
Stine Bering 2
Heidi Jørgensen 2
Camilla Graunkær 1

IS

Standerhejsning DHF Fodbold

0

Ungdomssamarbejdet mellem Dybvad, Hørby og Flauenskjold havde lørdag kaldt til standerhejsning for at markere starten på udendørs sæsonen.

Omkring 40 spillere plus forældre og bedsteforældre var mødt op denne lidt grå og triste lørdag, i hvert fald vejrmæssigt, for humøret synes at være højt blandt de unge mennesker.

I år var arrangementet henlagt til Flauenskjold Stadion, hvor formanden for Flauenskjold Idrætsforening Danny Rosenkilde bød velkommen, hvor han især lagde vægt på at fodbold først og fremmest skal være sjovt, og samtidig et sted hvor godt kammeratskab er i højsædet.

Herefter gik Dannebrog til tops hejst af årets ungdomsspillere 2023, Frida Albertsen og Jacob Rishøj.

Efter årets første træning på græs blev der serveret pølser i cafeteriet.

Tekst og fotos: IS

Engageret og aktivt år hos ØVIs støtteforening 

0
crop hands stacked together circle

En målrettet og flittig indsats fra bestyrelsen i ØVIs Venner har givet et flot økonomisk resultat, som gav støtteforeningen mulighed for at udlodde godt 68.000 kr. til ØVIs underafdelinger, som et fint tilskud til bl.a. sportsrekvisitter og aktiviteter. 

Der var igen grund til at glæde sig over et særdeles positivt år i ØVIs Venner, hvor formand Charlotte Dahl Albertsen var lige på nippet til at undskylde, at beretningen for 2023 lød som en gentagelse fra året før. Foreningen havde igen været særdeles aktiv på mange forskellige fronter – nogle af de traditionelle arrangementer, men også et par nye tiltag var kommet med på paletten. 

Støtteforeningen har efterhånden oparbejdet en særdeles effektiv og velsmurt maskine, hvor en homogen bestyrelse stort set altid springer til, hvis de kan bidrag til at løse praktiske opgaver. Ofte er det med hjælp til salg af mad og drikkevarer, men de er heller ikke bange for selv at byde ind med nye ideer. 

ØVIs Venner var således igen de praktiske og løsningsorienterede da Landsbyløbet kom forbi Østervrå, og selv om Skt. Hans ved Gjertsholt Sø var udvidet med ekstra opgaver, så sprang de til endnu en gang. 

Den helstegte pattegris med tilhørende salatbar til Open By Night fik endnu en gang rigtig mange ben at gå på, som på samlebånd blev der fyldt på tallerknerne, så alle sultne gæster blev mætte. Praktisk hjælp blev der også ydet med salg af billetter, drikkevarer og dejlige varme pølser til Landsbyløbet. 

Et nyt initiativ med Kor- og Fælles Sangdag løb af stablen i november, og her stod ØVIs Venner for en god forplejning, der også bidrog til arrangementets succes. 

Årets julekalendere blev solgt i samarbejde med ØVIs svømmeafdeling, og bidrag af sponsorgaver fra det lokale erhvervsliv. 

Julefrokosten er årets største satsning i tæt samarbejde med ØVI håndbold og ØVI, også denne gang med stor succes og 540 feststemte gæster, der lagde et overskud på 108.000 kr., som er fordelt mellem arrangørerne efter en fastsat fordelingsnøgle. 

Fredagsbar og forårsfest

ØVIs Venner greb også bolden til det nye tiltag Fredagsbar, hvor de står for udskænkningen, mens underafdelingerne på skift står for en aktivitet. Den næste fredagsbar bliver i øvrigt fredag den 15. marts i samarbejde med ØVI fodbold, der samme dag holder sæsonafslutning for deres ungdomshold.

Støtteforeningen ser gerne at vi alle sammen kommer i rigtigt forårshumør, så derfor har de planlagt en forårsfest lørdag den 6. april i Østervrå Kulturhus med lækker mad, og det lokale band Ækvator samt DJ bAsbjørn. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Henrik Arendrup, Rasmus Skrejborg og formanden Charlotte Dahl Albertsen.

Endnu et begivenhedsrigt år, hvor støtteforeningen med sin opbakning og engagement er med til at styrke det lokale fællesskab. 

ÅB