Home Blog Page 147

Dybvad Kro og Hotel helt færdigrestaureret efter brand

0

Ude fra har Dybvad Kro hele tiden lignet sig selv med den flotte røde bygning midt i Jernbanegade, men indenfor var der sket store skader og sodskader stor set overalt.

Avisens udsendte havde aftalt, at vi kunne komme og få en rundvisning nu, hvor kroen står klar helt som før og flere steder er blevet endnu flottere og bedre indrettet. Vi var nemlig også med den søndag formiddag, hvor branden hærgede og vi stod udenfor sammen med ejerne af kroen Helle og Janos Hegedus og fulgte brandvæsnets arbejde med slukningen,  så det var dejligt at se, hvor flot og indbydende, det hele nu er blevet.

Vi startede vores tur rundt på kroen med et kik ind i den lille stue, som ejerparret kalder den – det er den, der ligger lige indenfor hovedindgangen. Her var blevet møbleret om med nye møbler, et rundt bord og nogle meget behagelige stole, det hele præsenterede sig godt og kan bl.a. bruges til mindre møder eller til at vente i, hvis man skal deltage i et arrangement inde i en af salene.

Herfra gik vi ind i den store sal, hvor der er plads til 160 personer, der sidder ved flotte runde borde og som noget helt nyt, med tæppe på gulvet og så selvfølgelig dansegulvet, der er, som det altid har været og lige klar til brug, når musikken spiller.

Så kom turen til et kik ind i køkkenet, her er der kommet fliser på fra gulv til loft. Der er mulighed for at lave maden fra bunden af eller man kan vælge at få den leveret udefra og så bare anrette den og hertil er der et anretterkøkken, der ligesom resten af køkkenet er blevet frisket god og grundigt op. Det hele virker så overskueligt både hvad angår plads til at lave maden og til at anrette maden og fordi det hele er blevet så nemt at gå til hvad angår bestik, glas, tallerkener kopper m.m. og som vi har hørt udefra, er det et godt køkken at arbejde i.

Vi har bevæget os ind i den lille sal, som ofte bruges til mindre selskaber og også er ideel til møder og den bliver også benyttet til sammenkomster efter begravelse/bisættelse.

Inden vi ser de sidste sale må vi ikke glemme værelserne, for som Janos og Helle fortælelr, så er de fuldstændig, som før branden og de er meget benyttede både af gæster fra fester holdt på kroen og af gæster fra andre fester. Desuden er der mange montører, der bor på værelserne og Nilles booker også værelser for deres rejsende, ligesom cykelturister ofte vælger at holde pause her på kroen. Som Janos siger, så kan de jo købe en god pizza hos pizzamanden lige over for eller gå i Dagli’Brugsen og købe, hvad de kunne tænke sig og så er der mulighed for at varme maden i mikroovn oppe i fællesrummet hvor der også er også kaffemaskine m.m. – alt sammen meget populært hos dem, der lejer sig ind på kroens værelser.

Værelserne ligger ovenpå og herfra går vi ned i det, der kaldes Krystalstuen, fordi der hænger flotte krystallysekroner i salen. Den ligger lige op til krostuen og kan skilles fra, hvis man ønsker det eller bruges sammen med det, der før var krostuen.

Helle og Janos fortæller også om, at man jo allerede sidste år i august havde de første fester, selv om man ikke var helt færdig overalt. Det er gået godt med udlejningen siden, men nu kan der rigtig komme fart på bookingen i alle de nyrestaurerede lokaler. Helle og Janos mener begge to, at kroens styrke også ligger i, at der er værelser, man kan leje til sine gæster. Har man fået lyst til at læse mere om alle de muligheder, der er, hvis man vil holde sin næste fest på Dybvad Kro og Hotel, så kan man gå ind på kroens hjemmeside og læse mere.

Jo-Jo

Søs Fenger og Marie Bjerre til Skt. Hans ved Gjersholt Sø

0

I løbet af tre år er det lykkedes ægteparret Lone og Rasmus Haugaard at skabe en tradition med Skt. Hansfest ved Gjersholt Sø i Østervrå, hvert år med et stigende antal deltagere. For fjerde gang inviterer parret til midsommerfest, søndag den 23. juni, med båltale af digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V), musikalsk underholdning ved Vodskov Pigekor og koncert med sanger og komponist Søs Fenger. 

Det er ikke kun i de større bysamfund, de er i stand til Skt. Hans aften at samle rigtig mange mennesker. I 2021 satte Lone og Rasmus Haugaard sig for at skabe en ny tradition, der skulle samle hele egnen til et stort fælles kulturarrangement, og det er lykkedes med hjælp fra lokale foreninger i området, og naturligvis kæmpe opbakning fra lokalbefolkningen. 

For fjerde år i træk inviterer parret til kæmpe stor Skt. Hansfest ved deres idylliske og smukke Gjerholt Sø, hvor antallet af gæster har været støt stigende, så betegnelsen folkefest nærmer sig. – Det er virkelig en stor glæde for os, at opleve, hvordan det er lykkedes at trække store navne fra byen ud på landet, så vi i vores små lokalsamfund også kan nyde kulturlivet helt tæt på, hvor vi bor. Det har også været vigtigt for os, at det skal være en aften for hele familien, og netop derfor begynder vi i god tid og slutter tidligt, så de mindste også kan være med, understreger Lone og Rasmus, der i øjeblikket også arbejder på, at gøre festpladsen kørestolsvenlig, så man kan køre ind på pladsen og sætte gangbesværede passagerere af. Vi har de seneste år haft omkring 1.000 gæster på pladsen, og det håber vi fortsætter, ja, vi har da ikke noget imod, at overgå det tal, så vi bliver endnu flere om en fælles kulturoplevelse, lyder det med et forventningsfuldt glimt i øjet.  

Kulturen har igen en stor plads i aftenens program, og publikum kan glæde sig til at møde en minister, et dejligt pigekor og en kendt sangerinde. 

Bjerre og Fenger
To fremtrædende kvinder på hver deres felt kommer på scenen denne aften. Digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) holder årets båltale, og en koncert med musiker, guitarist og sangskriver Søs Fenger slutter aftenen af.

Marie Bjerre er minister for digitalisering og ligestilling, begge områder, der er uhyre aktuelle og oppe i tiden. Bjerre har måske ikke været den mest fremtrædende minister, men det blev der pludselig lavet om på i november 2023, hvor hun trådte af som minister, for at genindtræde igen få uger efter. Marie Bjerre blev valgt ind i folketinget i 2019 med et flot personligt stemmetal i Nordjyllands Storkreds.  

En præsentation af Søs Fenger er vel næppe nødvendigt, eftersom hun gennem fire årtier har bevæget sig indenfor forskellige genrer og formået at forbinde med flere generationer. Hun har gennem alle årene fornyet sig og medvirket i spændende projekter og på mange forskellige platforme – også musikalsk, hvor hun bevæger sig indenfor pop, rock, jazz, viser og disco på flere sprog. Udover at være sanger, guitarist og sangskriver, har hun også medvirket på en lang række andre kendte kunstneres udgivelser. 

Vodskov Pigekor udgør aftenens tredje feminine indslag. Det rytmiske kor, som består af piger i alderen fra 13-22 år under ledelse af Martin Kjeldgaard, kommer og synger to til tre sange. Korets repertoire består primært af nutidig popmusik, som publikum uden tvivl vil kunne nikke genkendende til. 

De står for det praktiske
Det store Skt. Hansbål bliver tændt efter båltalen, og Bødkergården har lavet en dæmon til at sætte i toppen. Naturligvis er Midsommervisen også på programmet, og så bliver der flot fotokunst fra PixlArt, som kommer med et helt nyt koncept. ØVIs Venner sælger store lækre grill-pølser og drikkevarer, og det er også dem, der sørger for at anvise parkering. Når alle er gået hjem og bålet er brændt ud, sørger vennerne også for at rydde op. 

Vejguderne har set med milde øjne på festlighederne de sidste tre år. – Vi håber da på endnu en dejlig lun sommeraften igen i år, men skulle det blive dårligt vejr, så rykker vi bare hele festen ind i vores 118 år gamle lade på ca. 1.000 m2, der kan vi sagtens få plads til både scene og publikum, forsikrer Lone og Rasmus Haugaard, som i øvrigt opfordrer publikum til selv at medbringe tæpper og stole. 

Der er fri adgang til bål- og Skt. Hansfesten, som er sponseret af familien Haugaards virksomhed.

ÅB

Nye spilledragter til U13 drenge

0

U13 fodbolddrengene fra DHF Fodbold har, ved hjælp af sponsorater fra FIF’s Venner, Mørkledet Maskiner, Flauenskjold Korn og Tøjkurven.dk, fået nye spilledragter. Min købmand Flauenskjold har ligeledes sponseret drikkedunke og lægetaske til drengene. På billedet ses de glade DHF drenge og deres trænere Mikkel Thomsen og Morten Vanggaard. IS ν

Foto: Privat

Sommerfest i Dybvad Aktivitetscenter

0

Sidste lørdag afholdt Aktivitetscentret i Dybvad en velbesøgt sommerfest.

Sommerfesten var planlagt til at foregå udendørs, men vejrguderne ville noget andet og heldigvis kunne man i stedet rykke inden for i skolens aula.

Efter velkomst ved aktivitetsleder Elsebeth Larsen holdt borgmester Birgit Hansen åbningstalen og sagde bl.a., at sådan en sommerfest gjorde det store fællesskab, der er i Dybvad endnu bedre og hun nævnte også, at hun jo kendte Dybvad ud og ind – havde selv boet lige uden for byen og arbejdet i lægehuset i Dybvad så som hun sagde så kendte hun til alle de fordele, der er ved byen.

Det kan i øvrigt lige tilføjes, at borgmesteren var forberedt på lidt af hvert, for hun havde gummistøvler på og dertil borgmesterkæden om halsen og som hun sagde, så var det første gang, hun havde prøvet det.

Herefter var det blevet tid til dagens underholdning, der blev leveret af Lotte Riisholt, som folk nok kender fra Dansktoppen. Hun sang masser af dejlige sange både dansktop-relaterede, men også country- og mere rockrelaterede numre – alt sammen noget publikum kunne lide og belønnede med stort bifald.

Aulaen var også fyldt med gode tilbud rundt omkring i boderne og så må man da ikke glemme det flotte kaffebord, hvor der kunne købes boller, kringle og Othello-kage og kaffe, øl, vand og slush ice og desuden var der tændt op i grillen, så der duftede himmelsk af stegte pølser, løg og alt andet tilbehør som ikke kan undværes til en sommerfest.

Der var ligeledes arrangeret støvlekast for både børn og voksne og der var opstillet andre udendørs-spil, som også blev benyttet, når der var ophold i regnen.

Ude i den lange gang, der førte ind til aulaen var der rigtig mange boder opstillet,  for det var her børne­loppemarkedet foregik og der var god afsætning på alle de spændende og flotte ting, man kunne købe i de forskellige boder.

Så regnvejr eller ej – det blev en rigtig god sommerfest, som Dybvad Aktivitetscenter afholdt sidste lørdag.

Jo-Jo

Generalforsamling i Min Købmand i Flauenskjold

0
business executives discussing documents and ideas at meeting in a modern office

Der har netop været afholdt den ordinære generalforsamling i Købmandsgruppen Flauenskjold A.M.B.A. som det formelt hedder.

Der var mødt 26 andels­havere op + bestyrelsen og købmanden. Generalforsamlingen fandt sted i Flauenskjold Hallens cafeteria.

Formand Poul Lyhne fremlagde bestyrelsens beretning. Poul kom bl.a. ind på at der i årets løb er foretaget en renovering af butikken med nyt energivenligt inventar. Der er målet loft samt ryddet op i de mange kabler. Herudover er gulvet blevet renset og poleret og rampen er blevet udvidet.

Trine havde valgt at søge nye udfordringer, og der var blevet budt velkommen til byens nye købmand Andreas Seyfert.

Poul kunne i øvrigt berette at der havde været problemer med vareleveringerne i årets løb. 

Endelig takkede han både Trine og Andreas samt bestyrelsen, vareudbringerne og de frivillige der havde bidraget til butikkens renovering.

Poul Lyhne fremlagde de reviderede regnskabet, hvoraf det fremgik at bruttofortjenesten var øget med kr. 200.000 i forhold til året før. Årets resultat efter skat udgjorde kr. 95.000 for 2023. Balancesummen pr. 31. december 2023 lød på knap 2,5 mio. kr. Bestyrelsen anser årets resultat for tilfredsstillende. Der var enkelte spørgsmål fra forsamlingen til regnskabet. BDO blev genvalgt som revisor.

Til bestyrelsen var der genvalg til Poul Lyhne, Kaj Pedersen og Anette Larsen. Herudover består bestyrelsen af Jette Madsen og Niels Neergaard.

Under eventuelt informerede købmand Andreas Seyfert om fremtidsplanerne for butikken. Han pointerede at endnu flere bør handle lokalt for derved at få omsætningen op. Der vil fremover blive udsendt flyers med ugetilbud. der vil komme flere varer på hylderne ikke mindst de gængse varer som mælk, brød og kød mv. Har man ønsker til nye varer kan man kontakte Andreas, der så vil forsøge at skaffe det hjem. Der er ikke planer om ændrede åbningstider.

Herefter sluttede generalforsamlingen og dirigent Torben Larsen takkede for god ro og orden.

IS

Nr. Vesterskov leverede de perfekte rammer til Landsbyløbet

0

Nørre Vesterskov var for første gang ”værtsby” for Landsbyløbet, og det blev en stor succes for både deltagere og arrangører, som virkelig havde lagt sig i selen for at skabe de mest optimale rammer. 

Landsbyløbets fjerde etape havde alle ingredienser til det perfekte løb, ikke meget asfalt, fantastik natur og et ret kuperet terræn. Allerede inden ankomsten til Nr. Vesterskov kunne deltagerne begynde at få en fornemmelse af, hvor aftenens program bar hen. Aldrig har der vist været så langt et stykke grusvej hen til ”værtsbyen”, så langt, at deltagerne måske undervejs begyndte at tvivl på, om de var på rette vej, men den var god nok. I mellem de græsklædte skrænter åbenbarede Nr. Vesterskov sig i al sin pragt, og straks var der hjælp og guidning, så alle kunne finde en P-plads og videre til målområdet. 

Landsbyløbet handler om markedsføring af landsbyerne, og selv om denne aften var lidt udenfor ”skiven” med et besøg på en institution, så var der helt sikkert en hel del, der aldrig havde besøgt denne yderste lokation i Frederikshavn Kommune. Et fantastiske naturområde, hvor du nærmest står med den ene fod i Jyske Ås, og dermed også kuperet terræn og grusveje. 

Specialruter
Formanden for Landsbyløbet Frode Thule Jensen lagde heller ikke skjul på i sin velkomst, hvad deltagerne kunne forvente ude på ruterne. – Landsbyløbet handler jo om at vise nye veje i kommunen, og de må gerne være uden asfalt, og det kommer I virkelig til i dag, lovede Frode, og til jer på mountainbikes er der fundet specialruter, som I kun får lov til at køre i dag, og kun fordi det er lykkedes at få en særlig aftale med lodsejerne i anledningen af Landsbyløbet. Det er bl.a. lykkedes, fordi vi har fået rigtig god hjælp til at sammensætte og afmærke ruterne af folk med lokalkendskab og stor erfaring i at færdes i området. 

Ude på ruterne var der, som traditionen byder, forskellige depoter med forsyninger bl.a. ved Ny Mølle og i Skæve Borgerhus. I målområdet solgte Nr. Vesterskov bl.a. lækre hjemmelavede hotdogs, frikadeller og kartoffelsalat samt diverse drikkevarer.  

Store forberedelser
Eleverne og personalet på Nr. Vesterskov havde glædet sig meget til Landsbyløbet, og de havde virkelig gjort sig store anstrengelser, for at alle skulle føle sig velkommen. – Jeg tror, vi har brugt det meste af en uge til at forberede os, lød vurderingen. Eleverne har i stor stil været inddraget i forberedelserne, som bl.a. har omfattet oprydning på udenomsarealerne, græsklipning, indkøb og madlavning samt på selve dagen at agere betydningsfulde P-vagter iført gule veste, en opgave de tog meget seriøst. – Flere af eleverne deltager også i aftenens 10 km-løb, og det har de også brugt tid på at træne op til, fortalte pædagogerne. Det var da også en flok stolte elever, som med smil og engagement tog imod – klar til at svare på eventuelle spørgsmål. 

Maya på 18 år fortalte stolt om, hvordan hun i det daglige arbejder på værkstedet, hvor hun er ret ferm med svejseapparatet, og så bliver der også plads til en dag med at passe hestene, for hun elsker nemlig dyr – især heste og hunde. 

Vellykket aften
Arrangørerne og bestyrelsen for Landsbyløbet kan se tilbage på en fantastisk succes, hvor alt klappede og vejret holdt sig tørt hele vejen. Det kuperede og naturskønne område gav lidt udfordringer, men alle tog det med godt humør.   

Landsbyløbet har målområde i Østervrå den 11. juni, ugen efter den 18. juni går turen til Karup, og sidste løb bliver afviklet efter sommerferien den 13. august i Elling.  

ÅB

Vidste du godt at der engang for længe siden var en mølle på hver eneste bakketop?

0

De fleste af dem er forsvundet i dag, men det er vigtigt at vi husker historien om hvordan møllerne i Danmark bogstaveligt talt skaffede folk brød på bordet. Møllernes historie i Danmark er næsten 1000 år gammel og de har været meget vigtige for den danske befolkning. Møllerne malede rugen til mel, så bondekonen kunne bage brød og afskallede havren, så dyrene fik foder. Senere blev vandmøllernes kraft vigtig for at alle danskere fik adgang til den elektricitet vi slet ikke kan undvære i dag. 

Hvis du er heldig, så kan du få et sneak peak på Dansk Center for Møllehistorie nye hjemmeside, som med tiden skal kunne vise alle møllernes placering i hele landet. Vi starter naturligvis det vigtigste sted i landet, nemlig Nordjylland.

Du og din familie kan og høre om Dansk Center for Møllehistorie den 16. juni i foredragssalen på Dorf Møllegård, Storskovvej 39, 9330 Dronninglund. Hele museet er åbent og hvis vinden blæser og vandet løber, så kører både vindmølle og vandmølle hele dagen, så du kan se hvordan sådan nogle gamle maskiner fungerer.

Fondsmidler sikrer nyt cirkustelt til Bødkergården

0

Årets dyrskue venter lige om hjørnet, og hos arrangørerne Bødkergårdens Venner er det i år en ekstra stor glæde at kunne byde velkommen. Vennerne har nemlig fået fondsmidler til at købe et nyt telt, som bliver indviet til Bødkergårdens Dyrskue den 15. juni.

De 13 frivillige forældre i bestyrelsen for Bødkergårdens Venner har haft en heldig hånd med at søge Sparekassen Danmark Fonden Jerslev om tilskud til et nyt telt. Teltet er købt og ligger klar til at blive rejst i anledningen af det årlige dyrskue. – Vi glæder os som små børn til at vise det nye telt frem, fortæller bestyrelsen, det gamle telt havde efterhånden taget sig – især siderne er meget slidte, lyder det videre. Det gamle telt er dog ikke helt ude, i år bliver det madtelt, og måske kan det holde til den opgave et par sæsoner, er vurderingen. – Donationen til det nye telt betyder, at vi nu er selvforsynende med telte, og dermed kan spare udgifterne til leje, forklarer formand Steffen Stenbak Christiansen. 

Højt humør
Bestyrelsen var i øvrigt i højt humør, da avisens udsendte forleden var forbi til et planlægningsmøde. På bordet ligger et næsten færdigt program til det kommende dyrskue, og en hurtig tur bordet rundt, er det tydeligt, at alle har opgaver, som de er i fuld gang med at løse eller allerede har fod på. – Vi har en rigtig god gruppe, hvor den enkelte byder ind med de kompetencer og det netværk, de sidder inde med, og det giver en rigtig god dynamik, lyder det enstemmigt. 

Frivillig arbejdskraft er et must for stort set alt foreningsarbejde, og her er det altså en god ide, at man er mange om at løft opgaven, men også at du skal brænde for opgaven. – Det er også en rigtig god måde at få sig et netværk på, jeg kendte ikke nogen, inden jeg kom med i Bødkergårdens Venner, og nu hilser jeg på rigtig mange, når jeg er her, fortæller formanden. Det giver rigtig god energi at mærke, når fællesskabet rykker, og når hele arrangementet bare spiller, så er det dejligt at slutte en travl dag med at drikken en øl og vand, mens dagen bliver evalueret. 

Mange bolde
Dyrskuet har over årene udviklet sig til et pænt stort arrangement med mange bolde i luften. Udover skuet og præmiering på de tilmeldte dyr, er der også forskellige aktiviteter og boder samt et af højdepunkterne den store cirkusforestilling, som Bødkergårdens børn har øvet sig på i rigtig lang tid. 

En særlig populær salgsflade er tombolaen, som altid er et stort tilløbsstykke. Det skyldes ikke mindst, at bestyrelsen har været rigtig god til at skaffe sponsorgaver, og at sponsorerne er særdeles gavmilde. Derudover er der også åbnet for at forældrene kan sponsorere gevinster, og det giver jo alt sammen en stor og ekstra tillokkende ”salgsflade”. – Ja, det er lige før, der går lidt sport i at få skaffe så mange gevinster, som muligt, vi skulle jo nødig gå ned i niveau, lyder det med et stort smil fra Steffen Stenbak Christiansen. 

Vigtig brik
Et positivt overskud af de mange anstrengelser er vigtigt for gårdens dyrehold. – De penge vi kan tjene på dyrskuet går først og fremmest til foder og dyrlægeregninger, men vi har også lige bekostet hegn og bure til geder, fugle og kaniner samt et terrarie til Bødkerhusets skægagamer, oplyser bestyrelsen. 

Dyrskuet får også gæster udefra med besøg af brandbilen, og GF77’s dygtige Junior Mix kommer og giver en opvisning samt meget mere. – Vi glæder os til endnu en dag fyldt md sjov og hygge for store og små, forhåbentlig med et dejligt sommervejr ovenover dyrskuepladsen på Bødkergårdens legeplads. 

ÅB

Nyt bjergningsmatriel og “fejeblad” hos Lundholms Auto

0

Lundholms Auto i Sæsing har netop udvidet deres bjergningstjenester med to imponerende køretøjer: En Mercedes Unimog U4000 og en MAN TGL, i folkemunde ”et fejeblad”. Disse specialbyggede køretøjer er designet til at håndtere selv de mest udfordrende bjergningsopgaver. Samtidig har Lundholms Auto indgået et nyt samarbejde med Falck, hvilket styrker deres evne til at hjælpe bilister i nød.

Mercedes Unimog U4000 er kendt for sin alsidighed og robusthed. Den er udstyret med firehjulstræk, høj frihøjde og kraftfuld trækkraft, hvilket gør den ideel til bjergning af køretøjer i vanskeligt terræn. Lundholms Autos nye Unimog er monteret med spil, der gør det lettere at løfte og trække køretøjer.

Den ny MAN TGL er en alsidig lastbil, der er designet specielt til bugsering af privat- og varebiler samt starthjælp. Den har en stærk motor, der gør det muligt at trække tunge belastninger sikkert og effektivt.

Højsæsonen for bjergningstjenester hos Lundholms Auto vil være om foråret og efteråret, hvor landbrugsmateriel ofte har brug for hjælp. Desuden vil vintersæsonen være travl med bjergning af privatbiler, lastbiler og busser på glatte veje.

Lundholms Auto er kendt for deres passionerede mekanikere og omfattende service. Udover bjergningstjenester tilbyder de også reparationer af alle bilmærker, serviceeftersyn, nøgleservice, synsklargøring og meget mere.

Kort sagt, Lundholms Auto er ikke kun et autoværksted, men også en pålidelig partner for bjergning og fritrækning i Vendsyssel.

SEB

Svært at vælge mellem alle favoritterne i Farm Fun

0

Aktiviteterne stod nærmest i kø hos Farm Fun, og det kan godt være rigtig svært at vælge til og fra – også når man er under sværdhøjde. Godt at mor og far var med, og så er der heldigvis også mulighed for bare at prøve igen og igen. 

De private Pasningsordninger i Østervrå har en helt fast og populær sommertradition, som hvert år går mod nord til Farm Fun. 

Familieturen samlede igen i år rigtig god tilslutning fra forældre, børn og søskende sammen med hver deres private passer. – Vi havde sat hinanden stævne ved indgangen lige fra åbningstid, så vi kunne nå at få så meget ud af dagen som muligt, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning og fortsætter. Der var rigtig meget, vi skulle se nærmere på, og så var der selvfølgelig alle de mange spændende dyr. Gederne var igen et stort hit, selv om de små bæster godt kunne være lidt frække, og nogen af dem også nappede lidt i tøjet. Alligevel blev der også tid og plads til at få kigget på heste, vaskebjørnen, høns, kænguruer, lamaer, kaniner, marsvin, fugle og meget mere. ÅH ja, og så var der lige de små nuttede kattekillinger, som var helt uimodståelige. 

”Arnestedet” – et siddeområde lige ved siden af legepladsen, var reserveret hjemmefra. – På den måde kunne vi alle sidde sammen og nyde vores medbragte madpakker, og til dessert havde alle vi passere bagt kager til kaffen, forklarer Anette Jensen, en dejlig hyggelig og måske også tiltrængt pause, hvor flere lige fik tid til at tjekke op på, hvad næste mål skulle være, mens de mindste fik sig en lille lur i barnevognen. 

Maden gav de ældste børn ny energi til at lege videre på hoppepuderne, cyklerne, gyngerne og sandkassen var også en sikker vinder. Måske kun overgået af en eller flere køreture med den store traktor og vogn. 

Hen på eftermiddagen var krudtet ved at være brugt op – mest hos de yngste deltagere, men alle var enige om, at det havde være en dejlig dag med leg, samvær og perfekt solskinsvejr. 

ÅB