Nye lokale valgfag giver eleverne mulighed for fordybelse

I år er det første gang, Torslev Skole udbyder valgfag. Det betyder, at eleverne kan vælge fag efter interesse uden at skulle til eksamen. Alle elever i 7. og 8. klasse skal have ét stort og ét lille valgfag, og har fået valgmuligheder, der spænder fra højttalerbyg i sløjdlokalet til design, strik og smykkefremstilling.
– Vi ville gerne give eleverne mulighed for at fordybe sig i noget kreativt og praktisk – noget, de vælger, fordi de har lyst, fortæller skoleafdelingsleder Mai Birk Nielsen, og forklarer at de lokale valgfag er den del af Børne- og Undervisningsministeriets kvalifikationsprogram. Lokale valgfag giver os også mulighed for at samarbejde med lokalområdet eller andre skoler, som vi bl.a. har gjort med faget Adventurlinjen, som vi laver sammen med Dybvad Skole, fortsætter afdelingslederen.
Højttalerbyg
I sløjdlokalet er der gang i holdet med Højttalerbyg. Sylvester og Albert fra 8. kl. er i fuld gang med at rense støv og spindelvæv af hver sin højttaler. For der er nemlig også tænkt genanvendelse ind i opgaven, som har betydet, at der først skulle skilles en masse brugte højttalerkabinetter ad. Sebastian og Magnus er sammen om at bygge en højttaler, og de har valgt Højttalerbyg, fordi det lød bedst. Kristian sidder og venter på, at læreren lige skal komme og sætte ham i gang med at få tegninger og mål helt på plads. – Jeg regner med, at min højttaler skal sættes op i værkstedet derhjemme, så jeg kan høre musik, når jeg skruer på min havetraktor, fortæller Kristian. Lærer Thomas har rygende travlt med at hjælpe og vejlede, når der også skal tænkes på at koble fysikkens verden og matematik ind i beregninger af lyd og kabinetter.
Design, mønstre og symaskiner
I designlokalet er stemningen en anden, men engagementet lige så stort. – Jeg valgte design, fordi jeg synes det er hyggeligt, og så syr jeg også lidt derhjemme, fortæller Amy fra 8. klasse, mens hun er i gang med at sætte mønster på et stykke stof, der skal blive til en flot lang kjole.
Linnea fra 7. kl. er i gang med at pille en lidt skæv syning op på den taske, hun selv har designet, og ved et andet bord er Christian fra 7. kl. i fuld gang med at klippe stof ud til et par joggingbukser.
Lærerne er også glade for de nye valgfag. – Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at vi arbejder helt uden digitale hjælpemidler. Her bruger vi i stedet hoved og hænder, fortæller Susan Farsinsen, som også er begejstret for at eleverne typisk har tre lektioner pr. gang, og det giver mulighed for fordybelse og at kreativiteten for alvor kan folde sig ud. I design kan eleverne også arbejde med perler, lære at strikke og hækle, eller som Anton og Anton bygge modelskibe.
Nye fag efter nytår
Adventurlinjen løber over hele året, mens både Design og Højttalerbyg er et forløb på 30 timer, så efter nytår venter to nye valgfag: Lego og Gastronomi, hvor eleverne bl.a. skal arbejde med molekylær gastronomi – en kombination af Bagedysten og Masterchef.
ÅB

