SYVSTEN: Syvsten IF er klar til efterårets fodboldkampe – og klubben har samtidig fået styrket sikkerheden omkring hallen og idrætsanlægget. En ny hjertestarter er blevet sat op på ydervæggen ved Syvsten Hallen.
Hjertestarteren er placeret, så den er tilgængelig, hvis der skulle opstå en akut situation i forbindelse med fodbold, aktiviteter i hallen eller andre steder i området.
– Den er ikke kun til fodbold. Hvis nogen i Syvsten skulle få brug for en hjertestarter, står den klar til, at alle kan bruge den, lyder det fra Syvsten IF.
Klubben glæder sig over, at hjertestarteren nu er kommet på plads, samtidig med at efterårsprogrammet på fodboldbanerne går i gang.
Syvsten IF har hjemme ved Syvsten Hallen på Idræts Allé 3, hvor både klubbens stadion og hallen ligger.
Klar til efteråret
I Syvsten IF håber man naturligvis, at der aldrig bliver brug for hjertestarteren. Men skulle uheldet være ude, er hjælpen nu lige ved hånden.
Samtidig melder klubben sig klar til en ny omgang fodbold, og med et glimt i øjet konstaterer Syvsten IF, at der nu heller ikke er nogen dårlige undskyldninger for ikke at komme forbi, hvis hjemmekampene bliver lidt for nervepirrende.




