Menighedsrådsvalg i Voer Kirke
Der var valg til menighedsrådet tirsdag d. 17. september i Flauenskjold Kulturhus. Formand Kirsten Sejlund Jensen fortalte om menighedsrådets arbejde i det forløbne år og hvilke opgaver, der vil være at løse for det nye menighedsråd.
Der skal udskiftes dele af de tre sydvendte vinduer i kirken og i tårnet. Krog Arkitekter fra Aalborg leder arbejdet efter anvisning fra Nationalmuseet. Vinduerne er angrebet af råd. To tømrer/snedker firmaer er ved at regne på projektet.
Nationalmuseets stenkonservator har set på rammerne omkring jernvinduerne i Ingeborg Skeels Kapel og fundet at sandstenen er svækket på grund af alder. Der skal en ingeniør til at vurdere om rammerne kan repareres eller skal udskiftes. Dette vil først ske til næste år.
Graverhuset ved kirkegården, der rummer køkken og bad og frokoststue for personalet samt menighedsrådets arkiv og mødelokale, er ved at være udtjent. Huset er for dårlig til at ombygge og det er dyrt i varmeudgifter. Provstiets arkitekt er menighedsrådet behjælpelig med at undersøge, hvor stort en ny velfærdsbygning med værksted og garage må bygges og hvad det i givet fald vil koste.
Der er med andre ord en hel del, der venter det nye menighedsråd i de næste år.
Der blev spurgt efter kandidater og der var fire der meldte sig til at stille op. Der blev afholdt valghandling og følgende er valgt til Voer-Agersteds Sognes Menighedsråd fra Voer. Bente Christensen, Runa Christensen, Hanne Treebak og Jens Abildgaard.
Samme aften afholdtes der valg i Agersted, hvor der også blev opstillet og valgt fire medlemmer. De udgør sammen med de fire fra Voer det nye menighedsråd der starter deres arbejde 1. søndag i Advent.
Der kan dog udløses et afstemningsvalg ved at indgive en kandidatliste senest 15. oktober. Fire stillere skal underskrive kandidatlisten, og listen skal udfærdiges på den officielle blanket fra Kirkeministeriet.
Den afgående formand Kirsten Sejlund Jensen takkede for godt samarbejde gennem årene og ønskede de nyvalgte medlemmer god arbejdslyst fremover.
Foto: Privat
IS