Løvspringsfest i Voerså

Et samarbejde mellem 3 borgerforeninger
Det er ”DEN BETTE TREKANT”, der er arrangør, og det er lig med de tre borgerforeninger, i den gamle Albæk Kommune Voerså, Lyngså og Præstbro.
Festen finder sted lørdag 22. april eftermiddag og aften med et omfattende program, og med borgmester Birgit Hansen der holder åbningstalen.
Masser af underholdning
Efter borgmesterens åbningstale kommer K.I.K. koret, der er kirkens børnekor, på banen, under ledelse af kirkesanger Dina Flyvbjerg Ledet.
Mere korsang er der ved Ældresagens kor, der også ledes af kirkesangeren.
Midt på eftermiddagen starter den store kagekonkurrence, som alle kan deltage i. Man skal blot tilmelde sig til Jytte Juul for at være med og måske vinde en præmie.
Noget foreningerne venter sig meget af er underholdning ved ELVIS, og han afløses efter en times tid af børnefolkedans, inden det bliver Skidtmads, Nana og Rasmus Mose samt Kurt Spillemand, der trækker i harmonikaerne og filer på violinerne
Tre muligheder for aftensmad
Der skal også være tid til at spise, og her kan man få aftensmad fra Fårup Skovhus, der dog skulle have været forudbestilt ved redatktionens afslutning. Endelig er der også den mulighed, at man kan medbringe sin egen madkurv eller hente maden lige udenfor døren, i den lille lyserøde Lima 415, der hele dagen sælger dejlig frisk mad fra Peru.
Dans til harmonika-musik
Når middagen er fortæret, underholder De Muntre Vendelboer, og senere er det Lansbymusikanterne, der spiller op til dans.
Ingen pengemaskine
– Vi gør det her for hele området, og for at alle skal have en hyggelig dag til næsten ingen penge. Meningen er ikke, at Løvspringsfesten skal være en pengemaskine, men en årlig tilbagevendende begivenhed, som alle er velkommen til at deltage i, siger en af arrangørerne, Kurt Jensen, der i øvrigt også selv deltager i løjerne som Kurt Spillemand på harmonika.
Tekst Cille Strøm
Foto er fra sidste års fest samme sted

