Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Læsefællesskab plejet med alternativ løsning

Corona kan ikke forhindre medlemmerne af Østervrå Læseklub i at afholde deres faste månedlige møde, men naturligvis med hensyntagen til de udstukne retningslinjer. 

Medlemmerne af Østervrå Biblioteks læseklub tager gerne alternative løsninger i brug for at få opfyldt deres lyst til at se hinanden og diskutere den senest valgte og læste litteratur. 

Læseklubben holder fast møde en gang om måneden, som regel på biblioteket, og en gang i mellem hos hinanden. Lige p.t. er biblioteket som bekendt lukket, og at sidde alt for tæt i et privat hjem, det er heller ikke en god ide, så der måtte andre løsninger i spil. Forleden aften gik turen til campingpladsen i Østervrå, hvor syv medlemmer af klubben havde sat hinanden stævne til et møde i det fri. Den store madpakkehytte ved Bredgade var perfekt, så deltagerne kunne side med behørig afstand til hinanden, og stadig udveksle synspunkter om dagens roman.  

Bred litteratursmag
Klubbens medlemmer har en bred og alsidig smag for litteratur, og bidrager gerne på skift med forslag til den næste titel. Bibliotekar Knud Hjørnholm giver også gode forslag til interessante bøger, som kan være ny og ældre litteratur, socialrealisme, krimier, historiske romaner osv. – Vi er også enige om at læse en klassiker en gang imellem, fortæller de læseglade damer. Seneste har vi læst Hærværk af Tom Kristensen, og bagefter så vi filmen sammen. Vi hygger og small-talker hver gang, men er seriøse, når vi hører hinandens mening om aftenens bog. Nogen gang er vi meget enige – andre gange slet ikke. Det er sjovest, når vi er øjenåbnere for hinanden: forskellig baggrund og livserfaring præger jo opfattelsen af det, vi læser, lyder forklaringen.

Østervrå Læseklub er slet ikke nogen lukket kreds – tværtimod, så vil de meget gerne have nyt blod. Dette seneste møde vil helt sikkert blive husket, som ret specielt – dels den ekstra varme påklædning, men også hele situation, hvor alle sikkerhedsforbehold blev overholdt. Godt, at der, udover det hyggelige selskab, også var lækre flødeboller til at forsøde aftenen med. 

ÅB

Populære artikler