
Det hele foregik over to dage nemlig Kristi Himmelfartsdag og den efterfølgende fredag. Der var fernisering torsdag og det var Mette Hardam fra Frederikshavn byråd, som i øvrigt selv bor i området, der åbnede udstillingen og hun sagde bl.a.: Det er nu 4. gang forsamlingshuset står for kunstudstillingen her. Der er mange kreative mennesker med stor skabertrang i den sydlige del af kommunen. Hun henviste bl.a. til da Sæby havde en kunstnerkoloni i stil med den i Skagen og som hun sagde – ånden ulmer stadig, der er masser af kunstnere og kunsthåndværkere i og omkring Sæby. Det er dejligt at kikke rundt i lokalet her og se den store skabertrang. Hun roste Forsamlingshuset og alle ildsjælene, der havde fået stablet udstillingen her og rigtig meget andet på benene. Hun omtalte også fællesskabet, der er både blandt ildsjælene og også mellem alle kunstnerne, der er repræsenteret her i forsamlingshuset. Fællesskab, sagde Mette Hardam, er ikke noget man kan forklare – det er noget man kan mærke. Hun sluttede af med at erklære udstillingen for åben.
Herefter var det tid til at gå rundt ved de forskellige kunstnere og få en snak og måske gøre en handel. Der var mødt mange interesserede op til receptionen.Der var mange gengangere blandt udstillerne, men også enkelte nye – i alt 17 udstillere var der i år og der var alt lige fra malerier, smykker, hatte og andre filtting, keramik, trædrejning, grafik/broderi og strik.
Avisen talte med Johnny Svenningsen, formand for bestyrelsen for forsamlingshuset og på spørgsmålet om, hvorfor man arrangerede en kunstudstilling her i huset, var svaret, at det egentlig er en god måde at få nye folk ind i huset på og se de muligheder, som forsamlingshuset rummer og så da også for at holde lidt andet i huset. Det hele startede egentlig med, at Margit Knudsen, der selv udstiller her og i øvrigt bor i området, kom og spurgte, om det var noget man ville være med til og det endte så med, at det er Margit, der tager kontakt til kunstnerne og spørger, om de kunne tænke sig at være med i en udstilling og det er der som oven for nævnt hele 17, der har haft lyst i år og som formanden for forsamlingshuset siger, så vil man meget gerne have, at der fortsat hvert år vil kunne laves en kunstudstilling i Mølholt Forsamlingshus og det samme siger Margit Knudsen, der som nævnt er den, der tager rundt til de forskellige udstillinger og finder kunstnere og spørger dem, om de kunne tænke sig at udstille i Mølholt forsamlingshus. Der var mulighed for at købe kaffe, te og lidt lækkert til kaffen mens man sad og tænkte lidt over, alt det man havde set og så måske tage endnu en tur rundt og se på kunstværkerne – det kræver nemlig en del at møde så mange forskellige og hver for sig unikke kunstarter på en gang og så samtidig have mulighed for at få en snak med kunstnerne om de enkelte værker.
Jo-Jo
Fotos: Ejvind Pedersen




