”Same procedure as every year, James” kunne man fristes til at citere når snakken falder på Konfirmandgospel med Torslev Skole.
Det er nemlig en årligt tilbagevendende, rigtig god, begivenhed som går ud på, at årets 7. klasses elever fra morgen til eftermiddag øver sang og koreografi med Joachim Hejslet Jørgensen og sidst på eftermiddagen møder de ind igen i Østervrå Kirke til lydprøve inden aftenens offentlige koncert med professionelle musikere.
Joachim er musiklærer og varetager linjefag på musiklinjen og diverse musikvalgfag som fx. kor og klaver på Dronninglund Efterskole. Han har over 20 års erfaring som professionel musiker, og har de seneste 12 år arbejdet som producer og sangskriver i amazingspace.dk. Han har en stor passion for at give elevernes musikglæde et boost og elsker at se dem opdage nye sider af sig selv, at se dem udvikle deres musikalske evner og ikke mindst deres fornemmelse for at være på.
Det plejer at være en fantastisk oplevelse for både 7. klasser og de folk, der indfinder sig i kirken til koncerten om aftenen, fortæller menighedsrådsformand Michael Møller Nielsen, som glæder sig over dette fine samarbejde mellem menighedsråd og skole. Han understreger, at koncerten er for alle, der har lyst til at høre glad musik og sang.



