Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Informationsmøde om SMS Hjertestart i Østervrå

To Østervråborgere har sat sig for at undersøge, om der er stemning for at oprette en hjertestartergruppe i Østervrå. Torsdag 30. marts, er der informationsmøde i Østervrå Kulturhus, hvor alle interesserede er velkommen til at deltage.
Når en person får hjertestop, er det vigtigt, at der bliver igangsat førstehjælp så hurtigt som muligt. Østervrå ligger, ifølge de seneste oplysninger, i et af de ”sorte huller”, når det gælder responstider for ambulancen, og det vil være et plus for byen, hvis det kan lykkes, at få etableret en hjertestartergruppe med et team af hjælpere, som kan rykke ud, hvis der bliver behov.

Hjertestartergruppe
Medlemmerne af en hjertestarter gruppe alarmeres af 112 via SMS, og der skal helst være omkring 15 personer, for at ordningen bliver effektiv. – De uddannes i at bruge en hjertestarter, men der er ikke nogen, der får en direkte vagt, man kommer kun, hvis man er indenfor området og ikke er optaget af andet, forklarer Gorm Rosendal, som er med i initiativgruppen sammen med Per Therkildsen.

Informationsaften
De to initiativtager vil gerne høre, om der er interesse for at danne en hjertestartergruppe, så derfor indkalder de, torsdag 30. marts, til informationsmøde i Østervrå Kulturhus.  I mødet deltager Thomas Nørgaard Boelt, initiativtager og tovholder på SMS Hjertestart ordningen i Sindal og omegn. Han fortæller om tiltaget, og informerer om baggrunden for SMS Hjertestart, hvad ordningen indebærer og ikke mindst hvordan den fungerer i praksis. – Vi håber, at der er rigtig mange, der har lyst til at være med til at gøre en forskel, lyder opfordringen fra Gorm og Per. Informationsmødet er for alle, der kunne tænke sig at høre om ordningen.

ÅB

Populære artikler