Kirkemusikalsk legestue udvider aktiviteterne i Østervrå Kirke
Flere og flere passer deres børn hjemme, og de efterlyser tilbud og aktiviteter til deres børn. De ønsker har kirke-kulturmedarbejder Rikke Wunderov også fået henvendelser om, og hun var hurtig til at gribe ideen, som Østervrå Menighedsråd var lige så hurtige til at sige ja til.
Den ”nye” Musikalske Legestue vil stadig indeholde en halv time med sang, små sanglege eller at lytte til musik, og bagefter bliver der i en times tid en blanding af leg og kreativiteter.
– Der vil selvfølgelig blive lagt vægt på aktiviteter med børnene, som kan være i alderen fra babyer til store børnehavebørn, men legestuen er også et tilbud til de voksne, understreger Rikke Wunderov. Når du går hjemme alene med et lille barn, får de fleste et behov for at komme ud og møde andre, og det er også tanken med Kirkemusikalsk Legestue, altså give de voksne mulighed for at hygge, snakke og grine sammen, og måske rigtig vigtigt dele tanker og erfaringer, fortæller Rikke.
Besøget i kirken slutter med at alle spiser deres medbragte madpakker.
Rikke glæder sig
Rikke Wunderov Andersen er et kendt ansigt i Østervrå, hvor hun er født og opvokset. Hun er uddannet pædagog, og har arbejdet inden for sit fag i både Frederikshavn, Hjørring, Sæby og Østervrå. Rikke har tidligere arbejdet som kirke-kulturmedarbejder i Sæby Kirke, og for nogle år siden etablerede hun i en årrække en privat legestue med fokus på kreative aktiviteter og fællesskab med leg og mad.
Rikke glæder sig til at få gang i det nye tilbud, og håber at rigtig mange har lyst til at kigge ind i Østervrå Kirke tirsdag formiddag. Første gang er tirsdag den 2. april, og der er ingen tilmelding, man skal bare møde op.
De kommunale dagplejere og De private Pasningsordninger har stadig deres egne faste besøgsdage hos Rikke.
ÅB