Kirkegårdsvandring ved Torslev Kirke
Torsdag aften mødte ca. 30 mennesker op til kirkegårdsvandring ved Torslev Kirke.
Menighedsrådsformand Erling Mikkelsen bød velkommen, og derefter gik deltagerne i det stærke blæsevejr en kort tur på kirkegården, hvor der blev gjort holdt ved nogle af de mere specielle gravsteder; på billedet fortæller Jørgen Clausager om amtsprovst Knud Schott Deichmanns gravsten. Derefter gik man ind og tog plads i kirkebænkene, hvor Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager skiftedes til at fortælle om de gravsten, som blev vist på billeder på væggen.
Der blev bl.a. fortalt om de symboler, som anvendes på gravstenene: Olielamper, fredsduer, timeglas og plove med og uden plovmænd, ligesom der også blev berettet lidt om de begravede personer.
Som afslutning kræsede graver Bente Højen op med kaffe og lækre kager.
Torsdag den 9. september afholdes en tilsvarende kirkegårdsvandring på Østervrå Kirkegård.
Fotos: Olav Andersen og Jørgen Clausager