
Østervrå Seniorer fik på ganske kort tid ”udsolgt” af pladser til årets heldagsudflugt, som denne gang gik til Østerild. Her blev de 54 deltagere meget klogere på kæmpevindmøller og -kraner.
Turen til Østerild gik ad naturskønne ruter, og med foreningens velkendte chauffør Ole Madsen og formand Fritz Pedersen i spidsen, var opgaven i de bedste hænder. I Østerild blev selskabet modtaget af en kyndig guide.
Han indledte med at give en grundlæggende fortælling om området, hvordan centret er opstået, hvilke møller der er opstillet, og mange flere faktuelle oplysninger, som fyldte hovederne med en masse tal. Et gennemgående ord var ofte ”verdens største”, og det gælder bl.a. vindmøller og kraner, som der blev fortalt meget mere om.
Med guiden i bussen kørte selskabet ind på selve området, hvor der for alvor blev lejlighed til at opleve møllerne tæt på – den ene større end den anden – tilmed verdens største på 310 meter. Verdens største kran er også kommet til Østerild, for i takt med at møllerne vokser i størrelse, er der også behov for større kraner til at montere dem. Guiden præsenterede endnu en gang selskabet for en række faktuelle tal, og hvis ikke man allerede var svimmel af at lægge nakken tilbage for at se toppen af verdens største mølle, så fik de mange interessante fakta da hovedet til for alvor at summe – et meget lærerigt besøg.
Testcenter Østerild drives af Danmarks Tekniske Universitet, mens Besøgscentret hører under Thisted Kommune i tæt samarbejde med forskellige interesse- og samarbejdspartnere.
Efter rundvisningen ventede der selskabet en dejlig frokost i Testcentret med smørrebrød og en øl eller vand – en dejlig forfriskning ovenpå de mange input.
Turen gik derefter videre mod Slette Strand, hvor Rønnes Hotel stod klar med kaffe og lækker lagkage. Efter denne hyggelige pause fortsatte bussen til Bulbjerg, hvor der blev kigget på resterne af Skarreklit, for efterfølgende at køre via snoede veje gennem Fosdalen til en sensommerklædt udsigt. Igen fandt chauffør Ole Madsen, sekunderet af formanden, de mindre og smukke veje, mens han undervejs fortalte og udpegede steder, bl.a. det socialøkonomisk, drevne Skovsgård Hotel og de flotte Oxholm og Kokholm slotte.
Aftensmaden blev indtaget på Brønderslev Golf Café, hvor der ventede lækker grydestegt kylling og citronfromage – en velsmagende oplevelse til at runde dagen af på bedste vis.
Udflugten havde, som nævnt, haft stor tilslutning med venteliste, og formanden kunne afslutningsvis fortælle, at der er så stor opbakning til foreningens arrangementer, at alle aktiviteter fremover vil blive afholdt i Kulturhusets store sal, så der kan blive plads til alle.
Østervrå Seniorers næste arrangement er den 2. september, hvor Vivi Dybdahl holder en digital byvandring i Østervrå Kulturhus, hvor hun vil fortælle historier om byens huse og ejendomme.
ÅB




