
Julen er forbundet med hygge og fællesskab, og hygge vil helt sikkert være en meget vigtig ingrediens i den alsidige Julestue, som Grethe Marie Hostrup slår døren op for i Skæve Borgerhus de næste to weekends. Hele overskuddet går ubeskåret til humanitært formål.
Den mørke tid er over os, men heldigvis er der jo udsigt til masser af lyspunkter. Ét af dem er den årlige Julestue i Skæve Borgerhus, hvor Grethe Marie Hostrup igen har fået samlet et stort udbud af mange forskellige ting. – Vi har en meget alsidig julestue, som ikke gør så meget i nisser, fortæller Grethe, derimod er vi leveringsdygtige i hjemmelavet syltetøj, saft, rødbeder og græskar. Ingen skal heller gå forgæves efter moster Karens uforlignelige kringler, småkager og pebernødder.
Er du på jagt efter gode ideer til julegaver, så kunne det måske være smykker, sjaler, keramik og cremer fra Israel, foreslår Grethe Hostrup, dem har vi nemlig lige ved siden af de håndsyede og -strikkede ting plus meget mere.
I tombolaen kan alle prøve lykken, og måske være heldige at gå hjem med en skøn præmie
Lækkerier fra køkkenet
Grethe Hostrup har også tænkt på lækkerier i husets køkken. – Vi sælger en frokostanretning, og så har vi naturligvis også vores kendte kiksekage, nybagte vafler, gløgg og kaffe. Alle er meget velkomne i Skæve Borgerhus, lyder opfordringen.
Hele overskuddet fra julestuen går til humanitært hjælpearbejde. Du kan møde Grethe i julestuen i weekenderne 15., 16. og 17. november samt 22., 23. og 24. november, hvor hun også gerne fortæller om sit hjælpearbejde.
ÅB




