Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Hvis sminkekufferten kunne tale

Skuespiller Ragnhild Kaasgaard fik til sin 50-års fødselsdag foræret skuespiller og sanger Daimi Augusta Gentles (79) sminkekuffert, og hvis den kunne tale…! Ragnhild er da også utrolig stolt over, at det er hende, der har arvet kufferten, og nu får lov til at ”putte” sin egen historie i kufferten.  

Sminkekufferten er en meget personlig gave, med både affektionsværdi og patina, og Ragnhild Kaasgaard er da også synligt stolt over, at hun får lov til at bære den videre. – Jeg var dybt beæret over at få sådan en gave, og den er hele tiden med mig, når jeg er på job, fortæller Ragnhild. 

På låget af sminkekassen står: Augusta: 1983-2011 og nu er der tilføjet: Ragnhild: 2011-, og den kuffert ville med garanti kunne fortælle en masse gode historie, hvis den kunne tale. 

Avisen havde sat Ragnhild i stævne i Østervrå Kulturhus forleden, for hun er nemlig en særlig skattet gæst, når hun er i byen med sine børneteaterforestillinger. Ikke mindst hos det helt unge publikum, men såmænd også hos de voksne.

En skattet gæst
I de sidste 10 år har Ragnhild Kaasgaard sammen med kollegaen Erik Olsen lagt vejen forbi Østervrå Kulturhus en del gange. Ragnhild og Erik har et mangeårigt og fint samarbejde. Hun er i front på scenen, mens han f.eks. i den aktuelle forestilling i Østervrå var en imminent dukkefører, og derudover også varetager rollen som roadie, chauffør og meget andet, når parret er på landevejen.

Sen filmdebut – og Bodil
Ragnhild er 61 år, og har hele livet optrådt først på amatørbasis og de sidste mere end 38 år som professionel skuespiller med fast tilknytning til Riddersalen.

I 2022 fik Ragnhild for første gang tilbudt en filmrolle – endda hovedrollen i filmen ”Miss Viborg” (2022), som efterfølgende har høstet et utal af priser rundt om på verdens filmfestivaler, og på de hjemlige breddegrader er filmen og Ragnhild nomineret til en Bodil for ”Bedste hovedrolle”. 

Den vellykkede debut på filmlærredet, stiller flere filmroller i udsigt, og det er Ragnhild rigtig glad for, nu er det så kalenderlogistikken, der skal gå op i en højere enhed, for der er jo stadig turnéer med børneteatret – og sminkekufferten, den skal naturligvis med til det hele. 

Kort om Daimi
Daimi blev ”opdaget” allerede som 17-årig, da hun sang i en talentkonkurrence, og det indledte en sangkarriere, senere blev hun revykunstner, og optrådte med de helt store bl.a. Dirch Passer og Preben Kaas. Hun var også ”Lommerpige” på ABC Teatret og senere fik hun roller på Det Ny Teater og på Falkoner-scenen. 

Fra midt i 70’erne blev hun tilknytte Jytte Abildstrøms teater Riddersalen, hvor hun bl.a. spillede børneteater, og sideløbende udgave en del musik, og optrådte i jazzsammenhæng. Daimi tager ikke på turné mere, men optræder og synger stadig ind i mellem på Riddersalen.

ÅB

Populære artikler