Hvad og hvem er det, der bygger sådan i Tårs?

Der sker en del i Tårs øst i disse tider, men hvis man ikke rigtig har hørt noget, er man måske lidt nysgerrig efter at vide, hvad der sker, og hvem der får det til at ske.
Først tog det gamle teglværk alvorligt forandring og blev til ”Teglgården”. Der blev lidt senere fjernet huse, hvorefter der blev kørt masser af sand på, og nu skyder nye huse frem på bakken.
Nordbakken Invest A/S ved Flemming T. Jensen har opkøbt seks huse og nedrevet de fire af dem. De to tilbageværende er blevet istandsat og så opføres der syv helt nye lejeboliger. Alt i alt bliver der således ni nye boliger og de er alle udlejet, fortæller Flemming T. Jensen.
De syv nye huse
De syv nyopførte boliger bygges som ”passivt byggeri” hvilket betyder, at de er energioptimerede – vi har haft Bjerg Arkitektur på opgaven – det er netop deres speciale.
Hver bolig bliver 102-118 m2 med højt til loftet og en stor isoleret garage på 27 m2 med automatisk port, så stor, at der er plads til fx en autocamper, fortæller Flemming.
Vi bygger husene i gode materialer i en høj kvalitet hele vejen igennem, så vi også selv kunne tænke os at bo i dem. Det er ikke bare det hurtigste og det billigste, vi vælger og vi håber, at det bliver påskønnet af de nye beboere, siger Flemming. Handicapvenlige bliver boligerne også med brede døre og store brusenicher, desuden alt i hvidevarer, lover han.
Udvendigt bliver husene netpudset og hvide med felter beklædt med bambus og træ-aluvinduer, så vedligeholdelse bliver minimeret. På taget har vi lagt Kingspan sandwichpaneler, fortæller han.
Til hver bolig laver vi en træterrasse på 60-80 m2, hvoraf en del bliver overdækket, så sæsonen kan forlænges.
Vi bruger lokale håndværkere til det hele, fortæller han og glæder sig til at de nye lejere kan flytte ind – senest den 1. marts 2026, hvis alt går efter planen.
Hvad så med Teglgården?
Ja, Teglgården er osse os, fortæller Flemming. Her har vi lavet 53 rum til udlejning for erhverv, nogle af dem har eget toilet. Desuden har vi etableret 41 depotrum a la ”Boxit” som kan lejes til opbevaring, slutter han.
KØH2

