Humlevejs Private Pasningsordning og de små spirer holdt stor julefest i Hørby

Fredag eftermiddag var der travlt i klubhuset og uden for stod der masser af barnevogne med børn, der fik deres middagslur og imens var der stor aktivitet inde i klubhuset for her var Lene og Birgit i gang med at gøre klar til den årlige julefest. Der skulle dækkes bord og varmes æbleskiver og sidst, men ikke mindst, skulle de små i barnevognene også helst være klar til kl. 14, hvor forældre og bedsteforældre var inviteret til at komme og være med til at danse om juletræ og synge og lege og spise masser af æbleskiver med kaffe, gløgg og saftevand til.
Nissemor var også på besøg så efter Birgits velkomst inviterede hun alle op omkring juletræet og der blev danset, sunget og leget lige til den dejlige duft af æbleskiver bredte sig i lokalet, så var det tid til en velfortjent pause, hvor der blev spist masser af æbleskiver og hygget og snakket ved alle bordene og børnene legede og havde det sjovt sammen her, hvor der var masser af plads at lege på.
Senere kaldte nissemor på børnene og de voksne, der havde lyst til at være med for nu skulle der ske noget rigtig spændende, for det var nemlig blevet tid til at kikke i den sæk nissemor havde med – for hvad var der nu i den? Jo, der var en masse gaver med navn på og alle børnene var spændte på, hvornår deres navn stod på gaven, nissemor tog op.
Der var heldigvis gaver til alle og det var ved at være tid til at sige tak for i dag og rigtig glædelig jul.
Lene og Birgit – de to dagplejere, der havde stået for hele arrangementet med æbleskiver, kaffe, gløgg og saftevand til de omkring 50 gæster ved den vellykkede julefest, var glade og tilfredse med eftermiddagen og som de sagde: Når bare det har været en god fest, så er det ikke så hårdt at skulle klare oprydningen bagefter – og det har været en dejlig julefest.
Jo-Jo

