Understed / Karup: Havremarken ved Understedvej/Karupvej, havde været selvbinderklar en uges tid, men så skiftede vejret om til regn et par dage, og derfor gik der lidt for langt tid inden den store 35 fods Case mejetærsker kunne komme og meje for.
Det er nemlig vejret der afgør om der kan høstes, og så er det lige meget om det er en mejetærsker eller en selvbinder der høstes med. Derfor endte det igen i år med, at vi måtte aflyse høstarbejdet, den først planlagte dag, og Lillians kage måtte lægges på lager.
Høstdag den 8. august
Lørdag den 8. august midt på dagen kom bondemanden med besked om, at de nu var begyndt at meje for, på havremarken. Snart var de færdige og så kunne vi komme med vores lille beskedne JF selvbinder og den lille grå Ferguson 31.
Det er 4. år vi høster med selvbinder ved Understed, og som Frank Eriksen fra Kastanjegården siger, det er ikke fordi vi ønsker os tilbage til den tid hvor der blev høstet med selvbinder, på gårdene rundt omkring ved Understed/Karup – ja over det ganske land. Det er bare for at vise, at det stadig kan lade sig gøre, at høste med selvbinder. Og hvis ikke man kan se tilbage i tiden, så kan man heller ikke se fremad, er der et gammelt ordsprog der siger.
Interessen for de gamle veteranlandbrugsmaskiner er der stadig. Lige et opslag på Facebook dagen før, og det spredtes som ringe i vande.
Det blev en god høstdag med enkelte stop, vistnok fordi havrestråene var for modne og var knækket noget ned. Men de fremmødte nød et par timer med hygge god snak og med at se høstarbejdet. Alle nød også Lillians kaffe og hjemmebag. Tak til alle, der mødte op og gav en hånd på dagen.
Tak til Peter for at vi måtte høste på hans mark. Vi høster igen næste år hvis Peter Mellergård igen vil lægge kornmark til, og vejret tillader.
Lillian og Frits Christensen




