Tirsdag aften var slutmålet for 5. etape af årets Landsbyløb lige netop i Hørby og her mødte avisen det meste af borgerforeningens bestyrelse. De havde valgt at være til stede denne aften, hvor rigtig mange mennesker var på gaden for at hylde de mange deltagere i Landsbyløbet.
Det var muligt at tegne et medlemsskab i Hørby og omegns Borgerforening og samtidig møde den nye bestyrelse og høre lidt om fremtidsplanerne.
Bestyrelsen består af formand Morten Christensen, næstformand Rosa Borup Ritter, kasserer Lasse Jensen, sekretær Helle Mortensen og menigt medlem Oluf Frederiksen, der iøvrigt ikke var til stede, da billedet blev taget og det var de to suppleanter, Knud Jensen og Rene Frederiksen heller ikke. Man havde anskaffet helt nye, blå T-shirts til bestyrelsen, så de er lette at finde, når der er arrangementer.
Der er masser af ting i støbeskeen fra den nye borgerforenings side bl.a. open by night i august, en legedag i september, bagagerumsmarked i oktober. andespil i november og julehyggedag og tænding af det store juletræ i Hørby, når vi kommer til december. Derudover har man også planer om at afholde fastelavnsfest, når den tid kommer.
Vi vil gerne skabe masser af aktivitet i byen, lyder det fra den nye bestyrelse og vi kan da også lige fortælle, at der blev solgt en del medlemskort denne aften og det er en god start for den nye bestyrelse i Hørby og omegns Borgerforening.
Jo-Jo




