Ny digtsamling om forbindelsen mellem det seksuelle og det religiøse
I sin digtkreds ”Himmelske laks i bobler” kredser præst og forfatter Christian Aalling om en søgen efter at opleve sammenfaldet mellem det seksuelle og det religiøse/eksistentielle. Gennemgående i digtene er tre skikkelser – en mand, en kvinde og en jeg-stemme – med en fælles længsel efter eksistentiel og religiøs fuldbyrdelse på den ene side og følelsesmæssig og seksuel opfyldelse på den anden – to behov, der historisk er set som modstridende og i splid med hinanden. Men i Himmelske laks i bobler slutter de to behov derimod en pagt. Forbindelsen udvikler sig fra digt til digt, og derfor bør digtene også læses i den rækkefølge, som de står i. Himmelske laks i bobler udkommer den 9. december på Skriveforlaget.
”Den udvikling, som forholdet imellem de tre skikkelser gennemgår i digtene, afspejler en udvikling, som jeg selv har gennemgået, mens jeg skrev dem,” fortæller Christian Aalling, der er overrasket over, hvor meget han selv blev påvirket af processen.
Tråde mellem det religiøse og det seksuelle I ”Himmelske laks i bobler” ser Christian Aalling ikke det seksuelle og det religiøse som hinandens modsætninger, men som hinandens skygger. At der skulle være tale om et modsætningspar, er en misforståelse, som han gerne vil gøre op med.
”I stedet for at adskille det religiøse og det seksuelle, skal vi snarere være på udkig efter slægtskabet imellem dem. De booster hinanden, spreder hinandens vinger, og det er den røde tråd i digtene,” siger Christian Aalling.
I digtkredsen ligger forståelse og forløsning på spring efter læseren, og den oplevelse, som Christian Aalling især gerne vil efterlade, er fornemmelsen af flygtigt at have indfanget en betydning, der ligesom kalder på mere og lokker længere frem.
Om forfatteren
Christian Aalling er sognepræst i Østervrå og Torslev sogne og udgiver med Himmelske laks i bobler sin tredje bog. Både hans novellesamling ”Stemmer i tågen” (2019) og hans roman ”Bogen, der aldrig blev skrevet” (2021) anslår den grundtone, at virkeligheden altid er større og langt mere fremmedartet end vores begrænsede forståelse af den. Denne fornemmelse af virkeligheden som et drilsk mysterium kan genkendes i digtsamlingen.
