Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Fremtidens drikkevand i fokus hos Østervrå Vandværk

ØSTERVRÅ: Kvaliteten af drikkevandet har fyldt en del i årets løb, og ellers har 2025 været et roligt og stabilt år i Østervrå Vandværk. 

Kvaliteten af drikkevand er hele tiden på dagsordenen i Østervrå Vandværk, som kan melde om rigtig god vandkvalitet med et nitratindhold, der ligger langt under minimumskravet. – De vandprøver, der bliver taget i løbet af året er ganske flotte, og ligger indenfor de anførte minimums- og maxgrænser, oplyste formanden. Vi har taget ekstra mange prøve af boringerne på pladsen ved Gjersholt, og de har heller ikke givet anledning til bekymring. De nuværende krav er 50 mg. pr. liter og Østervrå Vandværk ligger på 9,9 mg pr. liter leveret ude hos forbrugerne. 

Renoveringer
I løbet af året er der ført vand frem til den nye udstykning i Bakkevænget, mens en planlagt udskiftning af ledningsnettet på Højlundsvej fra nr. 2-20 må vente til i år. Der har ikke været ledningsbrud i 2025 – kun en enkelt overgravning. Der er oprettet en ny og nedlagt en gammel installation i årets løb – det giver et uændret antal forbrugere på 910. 

I 2026 bliver der lavet en ny erstatningsvandboring på indvindingspladsen i Østervrå på grund af et defekt filter. 

Et løbende arbejde er også kontrol og udskiftning af vandmålere. Når et parti at målere er ni år gamle skal der udtages stikprøver til kontrol, og viser det sig, at der blandt disser er nogen, der ikke overholder kravene, skiftes alle målere i dette parti. 

Hjemmeside
Hjemmeside kører i samarbejde med varmeværket, og bliver opdateret jævnligt. Der er også en facebookside, der benyttes til aktuelle opdateringer f.eks. vandlukninger. Derudover er også muligt at modtage en sms-besked om eventuelle ændringer i vandforsyningen, her er det vigtigt, at dit mobilnummer er opdateret på ”mine oplysninger”. Værket er også kommet på online aflæsning af vandmålere, som du kan se på forsyningonline.dk. 

Priser
Prisen pr. m3 forbliver uændret 10,50 kr. inkl. moms. Målerlejen på 625 kr. inkl. moms forbliver ligeledes uændret. 

Fremtidige krav
Et meget aktuelt emne, havde fået en forbruger til at indsende en forespørgsel til bestyrelsen, bl.a. om hvordan bestyrelsen forholder sig til de eventuelle stramninger og krav til drikkevandet, som blev meldt ud lige før valgkampen. Det gav anledning til en rigtig god diskussion om netop vandkvaliteten – og den er, som allerede nævnt, rigtig god i Østervrå. Bestyrelsen forventer, at man langt hen ad vejen kan løs opgaven, hvis der bliver stillet skrappere krav til indholdet af nitrat i drikkevandet. – Vi er selvfølgelig helt enige om, at vores drikkevand, skal være i orden, og at vi skal forholde os til fremtidige krav, men jeg håber også, at disse krav bliver stillet på et fornuftigt og oplyst grundlag, lød det fra formanden. 

En forbruger efterlyste optimering af vandtrykket i Blomstervænget, det vil der blive kigget på. 

Regnskabet udviste et større overskud, men det skal ses på baggrund af, at der er flere renoveringsopgaver, som ikke nåede at blive gennemført i 2025 – de ventes at blive udført i indeværende år. 

Der var genvalg til bestyrelsen for René Karlsen, Heine Højlund og Rasmus Skrejborg samt nyvalg af Kurt Jensen til suppleant. 

ÅB

Populære artikler