Fodboldtur til Læsø

Gæstfrie værter hjalp lige før panikken brød ud – gæsterne kvitterede med at vinde.
Østervrå Stadion, lørdag morgen kl. 7.10 morgenfriske U11 fodbolddrenge fra ØVI/TTB og seks forældre stod klar til dagens udflugt. Trænerduoen Andreas Bundgaard og Tinno Santana var også friske og klar til dagens to kampe på Læsø.
Afgang fra Østervrå – dog med lidt forsinkelse, for der skulle hentes forsyninger hos bageren. Kursen blev sat mod Frederikshavn, og efter en god halv time stod alle mand på kajen – klar til at gå ombord i Margrethe Læsø. Træner Tinno spørger lige den ansvarlige trøjevasker – er der styr på morgenmaden og kamptøjet? Svaret er et stort grin – kamptøjet er glemt og befinder sig stadig hjemme i Østervrå, men heldigvis er rundstykkerne kommet med. – Tøjet kunne vi ikke nå at hente, så vi måtte bare gå ombord, fortæller træneren, og selv om det er en flok friske drenge, vi havde med, så blev de en anelse bekymrede – for hvad skulle de nu spille i?
På færgen finder selskabet et samlingssted, og så bliver der ellers smurt rundstykker til den store guldmedalje, og drengene glemmer for en tid de manglende trøjer. Det luner med morgenmaden, som skyldes ned med juice og kaffe. – Vi får kontakt til Læsø Fodbold, og da vi ankommer, har vores værter tryllet en taske frem fyldt med de flotteste spilletrøjer til vores drenge, fortæller trænerne.
Nu gælder det opvarmningen til den første kamp – og hvilken kamp. – Ja, vi må sige, at vores drenge fightede virkelig godt, og spillede en rigtig flot kamp, som endte med en sejr til ØVI/TTB på 5-0 over Læsø. Sejren kunne sagtens være blevet større, men dejligt at se vore friske drenge virkelig vise, hvad de kan og virkelig præstere på højt niveau, lyder det fra den stolte trænerduo.
Det gælder om at være klar
Spillerne fik en velfortjent pause, hvor der også blev tid til at spise lidt kage og gulerødder inden dagens anden kamp mod Gærum. Storspillet fra den første kamp kom desværre aldrig på plads mod det godt kæmpende Gærummandskab. – Vores drenge fandt aldrig helt den gode motivation og indstilling, erkendte trænerne, så det blev til et nederlag på 4-1.
Alle var dog enige om, at det havde været en super hyggelig dag på Læsø med lækkert vejr og god holdånd. En tur, som alle helt sikkert vil tænke tilbage på, og huske for flere ting!
ÅB

