Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Flot sæsonstart for Flauenskjold

Flauenskjold Idrætsforenings seniorfodboldhold har fået en flot start på efterårssæsonen.
Fra efterårets start er klubben repræsenteret i serie 1, serie 4 samt to serie 5 hold hos herrerne. 

På damesiden kan man mønstre hold i serie 1, samt et nyoprettet 7 mands hold.

Herre serie 1:
Det var med en vis spænding at man så frem til premieren i serie 1 onsdag i sidste uge, hvor RKG fra Klarup kom på besøg. Opstarten med kun tre træningspas samt en enkelt træningskamp havde nemlig været alt andet end optimal.

Flauenskjold kom dog ud til kampen med fart og vilje lige fra starten og efter blot ni minutter førte hjemmeholdet 2-0 på mål af Jeppe Grøntved og Lasse Johnsen, begge mål efter fornemt forarbejde af Mathias Drejer. Efter en halv time øgede Christian Kjeldsen til både 3-0 og 4-0. Det første på straffe. Med en pauseføring på 4-0 var kampen reelt afgjort, og 2. halvleg blev knap så underholdende.

Jeppe Larsen gjorde det i starten af 2. halvleg til 5-0 med sit andet mål. Til slut reducerede RKG til 5-1 inden sidste sæsons topscorer Christian Kjeldsen lige ville have et hattrick med til slutresultatet 6-1. 

Christian Kjeldsen er i sommerpausen i øvrigt blevet kåret til forårets spiller i serie 2. Kåringen er foretaget af seriesport.nu, som er Nordjyske Mediers satsning på at sætte fokus på seriefodbolden i det nordjyske område. Flot præstation af Christian, der med sine 23 mål var en væsentlig faktor til oprykningen til serie 1. 

Det skal i øvrigt også nævnes at træner Mikkel Hansen var blandt de fem nominerede som forårets træner i serie 2. En hæder der dog tilfaldt Klitmøllers træner.

Efter den flotte sæsonåbning skulle holdet i kamp igen allerede lørdag ude mod Storvorde/Sejlflod. I en kamp uden de helt store chancer til nogle af holdene endte kampen passende 0-0. Forsvaret og i sær målmand Kasper ”Bobby” Pedersen spillede en flot kamp. 4 point i de første to kampe må siges at være mere end godkendt.

Tirsdag aften venter endnu et brag når Sæby kommer på besøg på Nordturn Arena. 

Herre serie 4:
2. holdet i serie 4 har allerede spillet tre kampe. 

Først blev det til et 2-3 nederlag på hjemmebane til Sæby. Flauenskjolds mål blev sat ind af Simon Casper og Elias Rosenkilde.

Tirsdag i sidste uge gjaldt det så Asaa/Hjallerup ligeledes på hjemmebane. Efter en flot præstation kunne Flauenskjold trække sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 4-1. Mathias Pedersen lavede tre mål, og Simon Casper et enkelt.

Lørdag var man en tur i Østervrå, hvor det blev til en knusende sejr på hele 8-2 efter 2-1 ved pausen. Flauenskjolds mål blev scoret af Steffan Axen og Elias Rosenkilde med hver to mål samt Mads Stilling, Simon Casper, Mikkel Mortensen og Daniel Albeck med hver et mål.

På fredag er der lokalopgør mod Dybvad/Hørby på Hørby stadion.

Herre serie 5,1:
3. holdet i serie 5 vandt ligeledes første kamp med 3-2 på hjemmebane over Jerslev/Sterup efter 1-1 ved pausen.

Mathias Holst tegnede sig for de to første scoringer, mens Mads Vestmark scorede sejrsmålet i overtiden.

Holdets anden kamp blev aflyst da Klokkerholm har trukket sig.

Fredag gælder det PSI/Serritslev på udebane.

Serie 5,2:
4. holdet har endnu ikke været i kamp, idet første kamp mod Klokkerholm blev udsat, mens Dronninglund ikke kunne stille hold i kamp 2.

Kvinder serie 1:
Damerne i serie 1 har i sommerpausen sagt farvel til den mangeårige træner Peder Lund. Tropperne styres nu af Mikkel Andersen og Majken Pedersen.

Første kamp blev på hjemmebane vundet med hele 7-2 over Nørresundby. Målene blev scoret af Frida Stüker og Laura Dorff med hver to mål samt Mille Stüker, Silje Vestby og Malene Mølholt.

I 2. runde måtte Flauenskjold desværre melde afbud, da det ikke var lykkedes at nå overens med Tornby om et nyt spilletidspunkt.

Næste kamp er lørdag i Sulsted.

Kvinder C2:
Klubbens nyoprettede 7 mands hold har indtil videre spillet en enkelt kamp som blev tabt med 6-0 til Sæby.

Pigerne var dog fortrøstningsfulde med hensyn til sæsonens videre forløb. 

Det er i hvert fald meget positivt at et par ildsjæle har taget initiativ til at oprette dette hyggehold, hvor der indtil videre har meldt sig 12-15 kvinder i alle aldre. Karsten Sølvmose er ansat som træner.

Næste kamp er mandag (efter redaktionens slutning) på hjemmebane mod Voerså.

IS

Populære artikler