Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Flot opbakning til at gøre Østervrå ren og indbydende

Østervrå by skal være en ren og indbydende oplevelse – ikke kun for byens borgere, men også for dem, der gæster udefra. Traditionen med at give den en ekstra skalle og samle affald i byens gader og indfaldsveje fik i år ekstra god opbakning da ca. 60 voksne og børn meldte sig på banen mandag aften i Østervrå Anlæg. 

Under kyndig instruks af René Pedersen fra Østervrå Baptistspejdere blev deltagerne delt op i hold og sendt af sted på udvalgte veje og gader. Inden de forlod anlægget blev de udstyret med sække, snappere og handsker, klar til at gå i krig med papir, plastik, cigaretskod og meget andet skidt og skrald. 

Familien Kjær med far Lasse, mor Louise og døtrene Avie (3 år) og Vilje samt moster Nikoline var klar til at tage fat. Med den yngste Vilje på 11 måneder i klapvognen satte familien kurs mod Liljevej, Nellikevej og Nygade, hvor der også var pænt med ”gevinst” undervejs. – Avie går meget op i at samle affald op, når vi går en tur, så nu har vi besluttet, at gå linen helt ud, og så er det selvfølgelig i en god sags tjeneste, fortalte Louise Kjær om familiens formål med at deltage. Det gik også rigtig godt ude på turen, især når far Lasse lige gav en hånd med, og rigtig fint gik det efter at fotografen var gået sin vej, for man kan godt blive lidt betuttet, når der skal tages billeder. 

Det var ikke kun aftenens deltagere, der bidrog med skrald. En borger havde på sine ugentlige gåture samlet en hel del skrald, og hun havde sendt manden forbi med den store sæk, som et bidrag til aftenens indsamling. 

Brandbilen
De lokale brandmænd fra Falcks brandstation var trukket i arbejdstøjet og med brandbilens vandforsyning til hjælp, kørte de rundt i byen og sørgede for, at alle skilte fik en tiltrængt tur med vand og børste. 

Byens VVS var atter på plads for at fyre op i komfuret, så gryden med de varme pølser kunne komme i kog, og ovnen kunne varme pølsebrødene. Det er nemlig også en rigtig god tradition, at alle slutter af med lidt fælles hygge over pølser, brød og drikkevarer, og måske lige får vendt aftenens oplevelser endnu en gang. 

En venlig nabo til anlægget stiller hvert år et strømstik til rådighed, så Peter Karlsen kan få ”ild” i komfuret – betalingen er naturligvis en portion dejlige varme pølser med tilbehør. 

Tovholder Knud Hjørnholm kunne afslutningsvis oplyse, at mængden af affald vist rammer nogenlunde det samme resultat som sidste år, men slet ikke i de mængder, som blev set for år tilbage, så det går da i den rigtig retning. 

Der var en rigtig hyggelig stemning i anlægget, og det spirende forårsvejr, havde sikkert også gjort sit til den vellykkede aften, hvor der ikke blev den mindste pølsestump tilbage. 

Gør byen Ren er tilrettelagt af KFUM-spejderne, baptistspejderne, borgerforeningen og Østervrå Handel- og Erhvervsforening i samarbejde med Forsyningen. 

ÅB

Populære artikler