Flauenskjold Vandværk har indledt opførelsen af et nyt vandværk

Samme dag som byggetilladelsen til opførelsen af et nyt vandværk forelå, gik Flauenskjold Vandværks bestyrelse i aktion og arrangerede et lille arrangement, hvor første spadestik til den nye bygning blev taget.
På generalforsamlingen i december 2016 fremlagde bestyrelsen tankerne om et nyt vandværk. Mekanikken og bygningen i det gamle vandværk er efterhånden af ældre dato – det ældste omkring 60 år. Et konsulentfirma blev sat på opgaven, i første omgang med henblik på renovering af maskineriet. Det blev dog hurtigt klart, at omkostningerne til et komplet nyt vandværk ikke ville blive meget større, så den løsning blev valgt i stedet.
Projektering, finansiering og tilladelser er nu på plads og første spadestik blev taget den 22. maj 2017.
Det nye vandværk placeres ved siden af det gamle vandværk, som senere fjernes.
Hele projekt nyt vandværk styres af brøndborer Jørgen Sørensen fra firmaet K. Sørensen og søn, Frederikshavn. Opførelsen af rentvandstanke og bygning er lagt i hænderne på JE Byg, tømrer og snedker, Flauenskjold.
Det nye vandværk forventes at kunne tages i brug ca. 1. oktober 2017.
Flauenskjold Vandværk har 598 forbrugere og udpumper på årsbasis ca. 110.000 m3 vand.
På billedet ses bestyrelsen for Flauenskjold Vandværk sammen med brøndborer Jørgen Sørensen og Søren Vestmark fra JE Byg, tømrer og snedker og et par folk fra samme firma.

