Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Et fantastisk jubelår i Østervrå Idræts- og Kulturcenter

50 år er ingen alder og slet ikke for et idrætscenter med fuld fart på, og i 2022 har der været ekstra fart på med et bredt anlagt program, der har strøet det ene arrangement efter det andet hen over året. I 2023 venter nye og spændende udfordringer bl.a. med det kommende byggeri af en sognegård. 

Den 19. august var det præcis 50 år siden, at Østervrå Idræts- og Kulturcenter blev indviet, og det blev da også det absolutte højdepunkt på jubilæumsåret med en stort anlagt reception i idrætshallen. Borgmester Birgit S. Hansens jubilæumstale var da også fuld af store lovord og mange roser til centrets høje niveau

– herunder nuværende og tidligere personale samt til de fremsynede mennesker, som for mere end 50 år siden havde modet og ambitionerne til at gå i gang med det kæmpe projekt, som et halbyggeri var på daværende tidspunkt. 

Receptionen var særdeles velbesøg af både nuværende og tidligere brugere, og det betød også mange glædelige gensyn. I september blev jubilæumsreceptionen toppet med en dejlig Jubilæumsfest med 70’er tema, der bl.a. bød på ABBA-musik. 

Hele kalenderåret
Centrets bestyrelse havde valgt at markere jubilæet med en lang række arrangementer hen over hele 2022, og allerede 1. marts var der lagt op til en debat om fremtiden for Østervrå Idræts- og Kulturcenter med oplæg ved nuværende folketingsmedlem for Moderaterne Jeppe Søe. Men inden den fine debataften, kunne børn og barnlige sjæle i vinterferien kommer i vintercirkus indendørs i idrætshallen, der var også bølgegang og diskorytmer til et stort Pool Party i svømmehallen, og senere på året var der besøg af idolerne fra Paw Patrol. 

I maj måned tog revyskuespiller Trine Gadeberg publikum med storm, og helt vildt var det i juni, da bysbarnet Joakim Mæhle og Mogens Jørgensen fra TV2 Nord var på besøg og tog en snak sammen.  

Publikum fik virkelig også noget for pengene, da Aalborg Håndbold i august spillede mod det norske storhold Kolstad Håndball i en totalt udsolgt hal.  

Den lille lokale vinklub ”Karaflen af 9750” stod for det sidste jubilæumsarrangement i slutningen af oktober – en totalt udsolgt vin­smagning, som blev en helt forrygende succesfuld aften. 

Kulturelt omdrejningspunkt
Det alsidige jubilæumsprogram har været med til at understrege, at Østervrå Idræts- og Kulturcenter er et kulturelt og sportsligt omdrejningspunkt, som kan tilbyde aktiviteter for hele familien. Centrets bestyrelse og ledelse er da også særdeles tilfredse med jubilæumsårets forløb. – Vi er super glade for den store opbakning, der har været til alle vores arrangementer, og heldigvis viste det sig at ideen med et bredt sammensat program hen over hele året, var et godt valg, lyder det fra centrets bestyrelse og ledelse. 

2022 har været et travlt år, som udover alle jubilæumsarrangementer også har haft de daglige aktiviteter, idrætsarrangementer, private udlejninger osv., og i 2023 venter nye og spændende opgaver, bl.a. i samarbejde med Torslev og Østervrå Menighedsråd, som er i fuld gang med at planlægge en Sognegård i tilknytning til centret.

ÅB

Populære artikler