En oplevelsesrig formiddag med brandmand Karsten

Børn og voksne hos De private Pasningsordninger fik sig noget af en oplevelse, da de forleden besøgte den lokale Østervrå Brandstation, og blev vist rundt af brandmand Karsten Lykkegaard.
Karsten stod i døren og tog imod med åbne arme og et stort glimt i øjet, og det var sikkert med til at tø de små og lidt skeptiske gæster op. Inden længe havde Karsten fået en flok friske drenge med op i den store brandbil, hvor de mange knapper, dimser og instrumenter blev undersøgt og aktiveret gentagne gange.
Men brandbilen havde flere herligheder at byde på. Karsten åbnede nemlig også de store sidelåger på brandbilen, så børnene kunne få lov til at kigge ind i brandbilens imponerende samling af udstyr. Ikke uventet var brandslangen, den der tiltrak sig mest opmærksomhed, for der var nemlig stadig lidt vand tilbage i slangen, og da det løb ud på gulvet, blev der dannet små vandpytter. Jamen, hvor skønt kan det blive, for hvem har ikke lyst til at hoppe i vandpytter?
Små runde kapsler, der blinkede blåt, var også et populært indslag, og da Karsten trak i sit brandtøj og viste børnene, hvordan en brandmand ser ud, nåede begejstringen nye højder. Flere af børnene fik endda lov til at prøve Karstens brandhjelm – og det var stort!
Pigerne havde hele tiden holdt sig lidt i baggrunden, men til sidst tog de sig også mod til en tur op i brandbilen.
Da besøget nærmede sig sin afslutning, satte Karsten ”prikken over i’et” ved at tænde brandbilens udrykningshorn. Det var godt nok højt, men også vildt spændende. En ekstra overraskelse var det, at hvert barn fik en fin lille brandhjelm med hjem, og så gik turen ellers hjem til dejlig mad og middagslur ovenpå en skøn og lærerig formiddag.
De private Pasningsordninger deltager fortsat hver anden uge i Motorisk Legestue i Østervrå Kirke sammen med Johanne Højen, som også er et populært ansigt hos både børn og voksne.
ÅB

