Dybvad IK havde som sædvanlig en rigtig fin tur, da klubben deltog i den 39. udgave af Sävedalsspelen, som arrangeres af Dybvad IKs svenske venskabsklub, Sävedalens AIK (SAIK). Klubben ligger i udkanten af Göteborg og venskabet går helt tilbage til 1977.
En stor flok på hele 27 aktive, trænere og forældre havde som sædvanlig en stor oplevelse på den 3 dages tur, hvor det hele gik op i en højere enhed både idrætsligt og socialt. Som nævnt holder SAIK til i udkanten af Göteborg, men området omkring deres stadion har været under ombygning i flere år med bl.a. en atletikhal, så derfor blev stævnet igen afviklet på Slottsskogsvallen, som ligger tættere på det indre Göteborg. Stævnet blev afviklet lørdag og søndag med 947 deltagere, som var med i 2338 starter. Lørdag aften blev der også afviklet et internationalt stævne for seniorer med masser af flotte resultater, bl.a. af de danskere, som deltog i stævnet.
Dybvad IK gjorde sig igen flot bemærket med en masse flotte placeringer og personlige rekorder.
I aldersklasserne til og med 14 år var der præmier til de seks bedste i de enkelte discipliner, mens der var guld, sølv og bronze i de ældre aldersklasser.
Hos de 10-årige viste trioen Alberte Rasmussen, Freja Nielsen og Najaaraq Pedersen stor styrke i kuglestød. Hele 31 piger stillede op søndag, og Alberte vandt sølv med 6.77 meter, mens Freja og Najaaraq også gjorde det godt med henholdsvis 5.35 m og4.92 m som nummer 9 og 14. Alberte deltog også i kuglestød lørdag hos de 11-årige og blev nr. 5 med 7.15 m. Havde Alberte gemt dette stød til søndag, havde hun altså vundet sin klasse.
Hos piger 11 år fik Anne V. Jensen sit bedste resultat i spydkast, hvor hun med 19.12 m blev treer og altså fik bronze.
Sophie Ingenuus satte en flot personlig rekord i spydkast hos de 15 årige, da hun med 27.67 meter blev toer og vandt sølv. I samme aldersklasse blev det også medalje til Emma Andersen, der satte PR i trespring med 9.12 m og fik bronze.
Hos piger 16-17 år havde både Sigrid Scholten og Signe Lisborg en stribe fine resultater. Sigrid fik sølv i spydkast med 28.18 m og Signe bronze i diskoskast med 27.34 m.
Hos de 9 årige drenge besatte Johan Skovsgaard en flot andenplads i kuglestød med 5.79 m.
I klassen 11 årige drenge kom Emil Nielsen blandt de tre bedste i hele 4 øvelser. Det blev til sejr i kuglestød med 10.00 m, andenpladser i længdespring med 3.90 m og 600 m med 1.56.87 min., og treer i 200 m. Emil deltog også hos de 12 årige i spydkast, hvor han vandt sølv med 24.72 m.
12 årige Niels Skovs-gaard fik to præmier, da han vandt guld i diskoskast med 26.23 m og blev nr. 5 i kuglestød med 7.44 m.
Hos de 13 årige måtte Jelmer Scholten på sejrsskamlen hele seks gange, da han vandt guld i 600 m med 1.38.59 min. og i spydkast med 37.49 m. Desuden bronze i 1500 m med 4.47.91. Endelig fik Jelmer tre femtepladser i 60 m med 8.70 sek., 200 m med 27.67 sek. og diskoskast 23.34 m.
Hos seniorerne blev Nils Christensen henholdsvis nr. 1 og 2 i spydkast (37.51) og kuglestød (9.44).
Dybvad IK regner med genvisit af Sävedalens AIK i løbet af august.




