Dybvad Børnehave til OL i Sæby
Hvert år den 1. onsdag i september er der OL for alle børnehaver i den tidligere Sæby Kommune.
Derfor var de 11 ældste børn og 3 voksne fra Dybvad Børnehave afsted til OL sidste onsdag. Det foregik på Atletikstadion i Sæby og heldigvis var der tørvejr, mens det hele foregik.
De kørte i bus derned og hjem igen og det var sjovt, fortalte børnene senere.
Der skulle også en spisepause eller to til undervejs og her havde børnene selv været med til at lave sandwich til turen sammen med Niels fra Børnehaven.
Der var fælles opvarmning med Froggy – det syntes børnene var alle tiders og man sluttede iøvrigt også af i fællesskab med Froggy.
Der var mange spændende opgaver i børnehavernes OL – bl.a. kunne man deltage i støvl ekast, højdespring, kørsel i sæbekassebiler og meget mere og man fik klistermærker, når man havde prøvet, så man kunne se, hvad man havde været med til.
For børnene er det en rigtig god dag – bl.a. fordi de får prøvet nogle sjove ting og får leget med rigtig mange og møder børn, de kender og måske ligefrem er i familie med – som nu Karla, der fortalte, at hun mødte Johannes, der er hendes fætter, det var sjovt, syntes hun.
For de voksne er det også en god dag – bl.a. fordi man ser hinanden og får snakket sammen på en anden måde end, når man sidder i møder.
Det er 15. år man afholder OL og der deltog omkring 200 i dette års OL.
Jo-Jo


