Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Dybvad Aktivitetscenters julemarked

Som man kan læse andetsteds i avisen er Dybvad Aktivitetscenter for alvor i gang i deres nye lokaler beliggende på Dybvad Skole og derfor er det altid velbesøgte julemarked flyttet til aulaen på Dybvad Skole.

Dermed har man fået mere plads både til boderne og til at sidde og hygge sig med æbleskiver, gløgg og kaffe m.m.

Julemarkedet blev afholdt lørdag den 18. november og som sædvanlig var der masser af mennesker lige fra starten bl.a. fordi man ville op og sikre sig lodder i Hyggeholdets store og flotte tombola, der i år kunne byde på hele 300 gevinster, der er givet af byen, oplandet og af private, fortæller aktivitetsleder Elsebeth Larsen.

Rundt i lokalet var der borde fyldt med spændende juleting – alt lige fra store og små stofnisser, striknisser og nisser lavet af træ og der var som sædvanlig masser af flotte juledekorationer, adventskranse m.m.

Man kunne også sikre sig julens vanillekranse, som man kunne købe i små bakker og det så ud til, at rigtig mange gerne ville have sådan et par bakker hjemmebagte vanillekranse med hjem til julehyggen.

Man kunne også købe de meget populære hjemmestrikkede karklude og grydelapper – alt sammen lavet af Hyggeholdet og Dybvad Aktivitetscenter.

Der var en herlig duft af jul gennem hele skolen og som Elsebeth Larsen sagde: Vi fik en fantastisk start på dagen og folk var glade og gav udtryk for, at det var hyggeligt at være med på julemarkedet på det nye sted – nemlig aulaen på Dybvad Skole.

Jo-Jo

Populære artikler