
Der var stor glæde hos de frivillige på Østervrå Ældrecenter, da de den 5. august fik besøg af Lars Busk Hansen fra LB Foreningen i Region Nordjylland, med sig havde han en donation på 12.000 kr. Pengene skal gå til at en tur for ældre og frivillige til Nordsøen Oceanarium.
– Vi er meget glade for den flotte donation fra LB Foreningen. Den giver os mulighed for at skabe noget fest i hverdagen for de ældre. Vi har valgt en tur til Nordsøen Oceanarium, da det er tilgængeligt med kørestole og har en række aktiviteter, der vil engagere deltagerne, siger Ole Sørensen, som er en af de 11 frivillige på Østervrå Ældrecenter.
Sanseoplevelse
Beboerne på Østervrå Ældrecenter er pensionister, som måske ikke har den store økonomi, og kan have flere udfordringer rent helbredsmæssigt. Målet med turen er at give dem en hyggelig dag med mulighed for at bruge syns-, føle, høre- og lugtesansen, og samtidig danne sig nogle anderledes indtryk, som de kan snakke om både før, under og efter turen.
Glad giver
I LB Foreningen er de begejstret for at kunne være med til at skabe oplevelser for de ældre i Østervrå
– I LB Foreningen har vi i år sat fokus på mental trivsel og sundhed, og vi ved, at selvom man er blevet ældre, har man stadig brug for oplevelser til at skabe mere liv i en måske lidt ensformig hverdag. Det er godt for sindet og for det almene velvære. Vi er meget glade for at kunne være med til at skabe den slags oplevelser for de ældre, siger Lars Busk Hansen, som er formand for hele LB Foreningen og valgt i Region Nordjylland.
Med donationen på 12.000 kr. følger også et unikt værk signeret og nummereret af kunstneren HuskMitNavn, som er lavet specifikt til modtagerne af donationer fra LB Foreningen.
Grill og fællesskab
Den dejlige pengegave blev fejret med manér. 55 deltagere – beboere, pårørende, personale og frivillige – var samlet til en hyggelig stund. Grillen blev tændt, og centrets køkkenpersonale havde sørget for grillpølser med tilbehør, og det gav ekstra stemning til den i forvejen festlige dag.
Nu venter alle spændte på, hvornår turen går til Hirtshals og de mange sanselige oplevelser.
Om LB Foreningen
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 450.000 medlemmer. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring.
ÅB




