
Jo flere frivillige, jo lettere og mere overskuelig er opgaven med at drive en forening. I ØVI fodbold er der heldigvis en del faste frivillige, og flere kommer til i det nye år.
Formand for ØVI fodbold Karina Kristensen fremhævede i sin sidste formandsberetning den store betydning, de mange frivillige har for, at det er muligt for lokalområdets børn og unge at gå til fodbold. – Det er de frivillige, der holder vores klub i live ved at give deres tid, lyst og energi, og jo flere vi er, jo lettere og mere overskuelig bliver opgaven, lød det blandt andet.
Den afgående formand glædede sig bl.a. over, at det ser ud til at lykkes med at få etableret et korps af forældre, som vil være med til at planlægge og stå for arrangementer i ungdomsafdelingen. – Vi er i fuld gang, og flere har allerede meldt ind, at de gerne vil være en del af gruppen, lød den glade melding.
Gruppen vil bl.a. komme til at stå for årets tur til Kattegat Cup, som i 2022 var af sted for 20. gang, også denne gang med en karavane af forældrecampister, som hyggede sig mindst lige så meget som de deltagende spillere fra ØVI og TTB.
Korpset vil sikkert også blive en del af Frønse Cup, som i 2022 ikke slap helt ud af coronaens klør, men dog alligevel komme i hus med et OK stævne efter den lange pause.
ØVI fodbold har også planer om at gentage kæmpe succesen fra 2022 med fællesspisning i klubhuset for alle ungdomshold og deres familier.
En gallafest i Thorshøj for alle samarbejdsholdene blev en rigtig hyggelig aften, hvor der naturligvis var rød løber, god mad og mange taler. Den succes, skal sikkert også gentages i 2023.
U11 spillerne fik en kæmpe oplevelse i 2022, da de skulle være med i en reklamefilm, som landsholdspiller Joakim Mæhle lavede for tøjfirmaet Shaping New Tomorrow.
VM på storskærm
I tæt samarbejde med Østervrå Handel- og Erhvervsforening blev der i november endnu en gang stablet storskærmsfodbold på benene. Denne gang indendørs i hallen, hvor arrangørerne gik hele vejen. Alle årgangen fra Torslev Skole var inviteret til Danmarks første kamp, hvor et ad libitum traktement på 12,5 kg popcorn og ca. 100 liter slush ice blev omsat af de unge mennesker. Nogle dage senere var der samlet ca. 500 til endnu et brag af et storskærmsarrangement – begge arrangementer havde et hav af frivillige.
Trænere og spillere
Det kan være noget af en udfordring at finde trænere ikke kun til ungdomsholdene, men også til seniorerne. – Der blev ledt langt og længe, men det lykkedes heldigvis, og de nye ungdomstrænere har haft en god tilgang til opgaven, det er super dejligt, roste Karina Kristensen.
I seniorrækken er der også blev søgt med lys og lygte efter nye trænere til sæsonen 2023, og den kabale er også faldet på plads for både herre serie 3 og 5.
Nyt i 2023
I 2022 var det planen, at Østervrå Stadion skulle have ny græsbelægning. De planer er i øjeblikket skudt lidt til hjørne, idet Østervrå Idræts- og Kulturcenter har henvendt sig med en forespørgsel på muligheden for at erhverve flere kvadratmeter til eventuelle byggeprojekter i fremtiden. Planen er, at skubbe stadion en halv banelængde mod syd ved at fylde jord på håndboldbanen. Processen er sat i gang.
Frederikshavn Kommune påtænker at opsætte robotter på station til at stå for græsslåningen, og i 2023 vil banerne ved sæsonstart blive kridtet op af en kridterobot, som vil gøre tilværelsen for ”kridtemestrene” en del nemmere.
Bestyrelsen
Til bestyrelsen var der genvalg af Mads Kiil, mens Janus Løgtved ikke ønskede at fortsætte. Ligeledes var det også farvel og tak til Emma Irgend og Karina Kristensen, som begge ønskede en velfortjent pause efter syv år i bestyrelsen. ØVIs fodboldbestyrelse består fremover af: Mads Kiil, Anette Andersen, Lui Birk samt Daniel og Marko Mæhle. Økonomisk er ØVI fodbold særdeles velfunderet.
Klubben havde i 2022 126 aktive spillere i klubben.
ÅB




