Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Allan Jensen overtager Meny Østervrå

Pr. 1. april overtager Allan Jensen Meny Østervrå fra købmand, gennem 37 år i Østervrå, Kasper Kærsgaard. Foto: Søren Ejstrup Brunse

Efter 37 år som købmand i Østervrå, har Kasper Kærsgaard valgt at give stafetten videre til sin mangeårige 1. mand Allan Jensen.

Den 30. oktober 1986 overtog Kasper Kærsgaard Østervrå Storkøb, som havde til huse i lokalerne hvor Østvendsyssel Folkeblad i dag befinder sig. Han startede med en kassedame på halv tid og en ungarbejder. Omsætningen var på 700.000 kr. ved overtagelsen, året efter var den på 7.000.000 kr., hvilket er meget sigende for Kasper, som er købmand med stort K!

Efter et år i Østervrå overtog Kasper hele butikscentret på Industrivej, hvor der bl.a. var farvehandel, radioforretning, revisionskontor, advokatkontor og en tæppeforretning.

Tre år senere, da Brugsen i Østervrå lukkede, overtog Kasper den butik og flyttede sin forretning til den nuværende placering.

Hvad fremtiden står på for Kasper Kærsgaard, vides ikke præcist endnu, men dog stadig noget med handel, blot med væsentligt færre timer pr. uge, end i de forgangne 37 år.

Allan Jensen
Allan Jensen er nok kendt af de fleste i Østervrå og opland, da han samlet har været ansat i Meny Østervrå i 15 år, dog med en periode på seks år som købmand i Frederikshavn. 

Allan er 49 år og bor med sin familie i Østervrå – blot et stenkast fra butikken. Han er udlært i Brønderslev Storkøb i 1991 som det, der dengang hed kommis. 

Allan vil fortsætte butikken i samme ånd som hidtil, med gode lokale tilbud hver uge – måske dukker der osse nye ideer op efterhånden som jeg kommer i gang, men det ser vi til, fortæller han.

Søren Ejstrup Brunse

Populære artikler