
Massetest i de 7 kommuner
På grund af smitte med den muterede coronavirus opfordres ALLE borgere over to år i de berørte kommuner til at lade sig teste. Borgere, der tidligere er konstateret COVID-19 positive, skal dog ikke deltage i tilbuddet om massetest.
Det drejer sig om borgerne i 7 ud af regionens 11 kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø.
Siden i lørdags har Østervrå Idræts- og Kulturcenter fungeret som testcenter og alle opfordres altså til at bestille tid og lade sig teste, så man kan få kortlagt, hvor alvorlig situationen i Nordjylland egentlig er, uanset om man har symptomer eller ej.
Man kan blive testet i Østervrå frem til og med fredag den 13. november kl. 17.00.
Du skal dog huske at bestille tid på www.coronaprover.dk og ikke bare møde op.
Du kan bestille tid på Coronaprover.dk døgnet rundt. Der er mange der bestiller tid i tidsrummet kl. 10.00-14.00, så det kan være en fordel at bestille tid uden for dette tidsrum.
Forældre kan med deres eget NemID bestille tid til børn over 2 år. Voksne og børn over 15 år med NemID kan selv bestille tid.
Bliver du forhindret, kan du ændre eller afbestille din tid på www.coronaprover.dk under ”Mine tider”.
Hjælp til tidsbestilling
Hvis du ikke har NemID, kan du få hjælp til at bestille tid ved at kontakte Testcenter Danmark – Nordjylland. Tlf. 30 62 59 81. Telefonen har åbent alle dage kl. 9-17.
Vent på test i egen kommune – og husk at bestille tid
For at få bugt med den muterede smitte er det vigtigt, at borgerne i de berørte kommuner bliver testet i en bestemt rækkefølge. Alle borgere skal derfor vente på, at der bliver etableret test i egen kommune.
Testindsatsen startede i weekenden med massetest af borgerne i Frederikshavn og Thisted Kommune. De øvrige fem berørte kommuner vil få etableret nye teststeder i den kommende tid.




