Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Blomsterløbet i Østervrå er familie, fællesskab og motion

Det flotte solskinsvejr, ovenpå en meget regnfuld lørdag, lokkede en del familier på gaden til Blomsterløb i Østervrå. Deltagerne kunne undervejs, til fods eller på cykel, besøg fire lokale virksomheder, som stod klar med alle mulige lækkerier. Deres udsendt og fotografen valgte bilen for at nå rundt til en snak med alle depotejere. 

Første stop var hos tømrer og køkkenmontør Per Skrejborg på gården Granly på Hjørringvej, hvor han siden 2015 har drevet eget virksomhed. Per og hans medarbejder tilbyder alt indenfor tømrerfaget og er også certificeret køkkenmontør for Svane Køkkenet. – Vores aktiviteter fordeler sig med ca. 40% tømrerarbejde og 60% køkkenmontage, fortæller Per Skrejborg, som også gerne går på værkstedet. – Når, der er tid, så kan jeg godt li’ at lave forskelligt snedkerarbejde som f.eks. spækbrætter, bordplader og skabe. Det er der nok ikke blevet så meget tid til på det sidste, for der er godt med opgaver i ordrebogen, og så er der også lige et nybygget stuehus til privatbrug, der skal gøres færdig.

Henriks Autoværksted
På Aalborggårdvej tager Henrik Sten imod på sit bilværksted, som han har drevet på fuld tid siden 2018. Det var samme år, som han blev udlært. – I min læretid arbejdede jeg her på mit eget værksted efter arbejdstid, ja, egentlig har jeg altid gået og puslet med biler, lige siden jeg selv fik bil, fortæller Henrik. 

Henriks Autoværksted påtager sig reparation af alt indenfor personbiler, trailere og veteranbiler, og Henrik ejer selv to amerikanerbiler, som han har haft fingrene i. Det betyder også, at han har ret stort kendskab til, hvordan man skaffer reservedele til de gamle køretøjer. 

Karlsen Byg
Indenfor byskiltet møder vi René Karlsen og Sandra E. Kiel hos Karlsen Byg på Brøndenvej. René overtog firmaet i 2008 efter Karlsen Totalbyg. Karlsen Byg er en tømrer- og snedkervirksomhed, som udover almindeligt tømrerarbejder også gerne påtager sig større omforandringer og nybyggeri. – Jeg er jo også kloakmester, og det betyder, at vi selv kan klare f.eks. fundament og kloakarbejder indenfor egne rammer, forklarer René Karlsen. 

Karlsen Byg er i den indledende fase med et nybyggeri på Strømgade i Østervrå, hvilket mange lokalt følger med interesse. – Vi er stadig i dialog med Frederikshavn Kommune om byggetilladelser m.m., fortæller René. Han har indenfor de sidste par år fået selskab i firmaet af sin kæreste Sandra E. Kiel, som har taget mere og mere over på bl.a. regnskabsdelen, og nu også så småt er begyndt at arbejde med 3D-tegninger. – En ny og spændende verden, siger Sandra, der oprindelig er uddannet landmand. 

Hejslet Design
På Højlundsvej ligger et lille kreativt glasværksted. Her går Pia Hejslet og hygge sig med sin store passion glaskunst. Det har hun gjort i 15 år, men for to år siden tog det for alvor fart, da sønnen Andreas forslog, at de skulle lave en web­shop til alle Pias smukke ting. Det udviklede sig til et helt lille familieforetagende, hvor Andreas står for den digitale del, mens far Morten og sønnen Rasmus tager sig af alle de praktiske opgaver, som bl.a. også omfattede renovering og nyindretning af Pias værksted. 

Hejslet Design er siden vokset støt og roligt, og der er godt gang i netbutikken, som modtager bestillinger fra hele landet. – Vi har bl.a. haft en del kunder på Sjælland og i Sønderjylland, fortæller Pia. 

Hejslet Design har et fast sortiment af farverige og fantasifulde glasting, og det meste er unika. – Det er jo sådan med glas, at der aldrig er to figurer, der er helt ens, forklarer Pia, der også tager imod specialopgaver efter kundernes eget ønske, en efterspørgsel hun oplever som stigende. Disse opgaver er samtidig også med til at give hende inspiration til nye ideer. 

Glaskunst er meget sæsonbetonet og lige nu er de første nisser kravlet frem på hylderne. – Vi har også udviklet vores egen lille årsting i form af et juletræ, fortæller Pia, mens hun viser dette års juletræ frem. – Vi tænkte, at de måske kunne udvikle sig til et lille samleobjekt lige som f.eks. nisser og julekugler. 

Den frisk motionstur sluttede i ØVIs Klubhus, hvor ØVIs Venner stod klar med varme pølser og drikkevarer. Blomsterløbet var tilrettelagt af ØVIs Venner og Østervrå Løberne. 

ÅB

Populære artikler