
Østervrå og omegn kan se frem til en hyggelig aften med spænding og samvær, når Meny Østervrå i samarbejde med Try-Thorshøj Boldklub inviterer til stort bankospil onsdag den 28. maj i Østervrå Hallen.
Der er lagt op til en stemningsfuld aften med gode præmier og noget for enhver smag.
Et af aftenens trækplastre er muligheden for at vinde ét af to rejsegavekort á 2.500 kroner til Nilles Rejser – perfekt til den rejselystne deltager. I alt er der gevinster for over 30.000 kroner på spil, hvilket nok skulle kunne lokke folk af huse, håber købmanden og TTB.
Det er ikke kun præmierne, der trækker folk til. Solvej og co. fra delikatessen vil lave friske sandwich på stedet til fornuftige priser, og der vil desuden være mulighed for at købe både drikkevarer, slik og andet godt hele aftenen. I pausen kan man nyde en kop kaffe og et stykke kage i godt selskab.
Bankospillet lover ikke kun gevinstmuligheder, men også et stærkt fællesskab og en chance for at støtte det lokale foreningsliv. Banko er altid er en måske kærkommen lejlighed til at mødes på tværs af generationer og dele en oplevelse, der både er underholdende og meningsfuld.
Så det er bare med at komme afsted – vi vil gøre vores til at det bliver en rigtig hyggelig aften, lyder opfordringen fra købmand Allan Jensen.
Red.




