Åben legeplads i Flauenskjold Børnehave

Flauenskjold: Støtteforeningen for Flauenskjold Børnehave havde lørdag inviteret til ”Åben legeplads” for at markere etableringen af en række nye faciliteter på børnehavens udendørsarealer.
Der blev serveret kaffe, saftevand og kage til de fremmødte børn, forældre og bedsteforældre.
Børnehavens leder Gitte Hildebrand kunne oplyse, at der pt. er tilmeldt 53 børn i børnehaven, og at man var meget taknemlig for den store opbakning fra støtteforeningen. De mange nye tiltag på legepladsen havde ikke kunnet lade sig gøre uden støtteforeningen store arbejde med at skaffe penge via fonde og arrangementer.
Som de nyeste faciliteter kan nævnes etablering af bålhytte, multibane, trafikbane samt anskaffelse af nye løbecykler.
Dette har kunnet lade sig gøre via donationer fra Friluftsrådet, Hjallerup Banko og NordEnergi Fonden, samt med midler fra selve støtteforeningens egen kasse.
Støtteforeningen for Flauenskjold Børnehave er et godt bevis på, at initiativer i de små lokalsamfund virkelig kan gøre en forskel.
IS

