
Sidste onsdag var det 25 år siden Niels Bentzen startede i Dybvad Børnehave – Niels Bentzen – hvem er det, tænker alle, der har og har haft sin gang i børnehaven – det er da vores allesammens Niels eller Nielsefar, som han også bliver kaldt.
Niels har været mange børns faste klippe i børnehaven og det så man da også tydeligt på det store fremmøde på jubilæumsdagen, hvor forældrebestyrelsen havde inviteret til jubilæumsfest i Klubhuset lige efter boldleg, som Niels har været en del af i mange år.
Der var dækket op med kagemand og masser af kage med ”Tillykke” skrevet i glasur.
Det skal lige nævnes, at hele arrangementet var hemmeligt for Niels til det sidste, hvor børnehavens leder, Jan Kokholm, kom ind i hallen, hvor boldleg foregår og sørgede for, at få jubilaren og alle børnene og trænerne med ind i klubhuset, hvor der ventede rigtig mange gæster allerede.
Man kunne tydeligt se på Niels’ ansigt, at det var en kæmpestor og god overraskelse og det fortalte han da også senere til avisen og han sagde også, at han blev helt utrolig glad for alt det, der var lavet for ham.
Da leder, Jan Kokholm, havde budt velkommen og sagt tillykke til Niels endnu en gang, sagde han samtidig værsgo’ til alle til at gå ombord i alle kagerne og drikke kaffe og saftevand og være med til at fejre Niels på hans 25 års jubilæumsdag.
Masser af gaver var der også til Niels bl. a.. en flot trøje, hvor der foran stod: 25 års jubilæum og bagpå stod der Nielsefar og der var mange af børnene, som selv havde lavet en helt speciel gave til Niels, som de var spændt på at give til ham.
Et rigtigt flot arrangement i anledning af at en meget populær medarbejder i børnehaven i Dybvad kunne fejre 25 års jubilæum – et arrangement som forældrebestyrelsen stod for.
Jo-Jo




