Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Fornøjelig og festlig oktoberfest

Et af årets helt store højdepunkter på Østervrå Ældrecenter er den årlige Oktoberfest for husets beboere og deres pårørende. I år havde festen sneget sig ind i november måned, men det blev forventningerne bestemt ikke mindre af. 

De Frivillige står for tilrettelæggelse af festen, og igen havde de lagt sig i selen for at skabe en festlig og hyggelig ramme. I god tid mødte de første beboere op sammen med deres pårørende – spændte på hvad aftenen ville byde på. 

Leder af centret Helle Christensen bød alle velkommen, og gav i sin tale udtryk for stor glæde over den store opbakning fra alle de pårørende. – Det betyder meget for beboerne, når der er støtte udefra, lød det. Der var også en særlig tak til personalet for deres engagement og omsorg for beboerne. 

Gris med det hele
Festen kunne begynde, og snart var alle tallerkner fyldt med den lækreste flæskesteg – selvfølgelig med alt tilbehør. Menuen var tilberedt af Helle og Dorthe fra køkkenet, og de havde gjort det rigtig godt, for der blev spist og spist, alt mens snakken gik hen over bordene. Under maden sørgede aftenens musikere – Lonni og Bent for dejlig hyggemusik, som også var med til at sætte den helt rette stemning. 

Gavmilde sponsorer
De Frivillige stod for et lotteri, som kun kunne lade sig gøre fordi byen og omegnens butikker og erhvervsdrivende rundhåndet havde givet en hel del meget flotte gevinster. Det satte en hæsblæsende ”jagt” ind på Lykkens Gudinde, som efterfølgende kunne trække en masse heldige vindere. – Vi er MEGET taknemlige for dette bidrag af sponsor-gaver, for det betyder, at vi kan få et lille overskud, som vi bruger i løbet af året til arrangementer for beboerne, forklarede Børge Nielsen fra De Frivillige. 

Desserten – en velsmagende fromage kom på bordet, og så var det blevet tid til at danse og synge. Lonni og Bent gav lige volumenknappe en ekstra tand, og selv om alle var godt mætte, så var der inden længe trængsel på dansegulvet – men hvad betyder det, når alle morede sig. 

Alting har en ende, men alle gik fra festen smilende, småsnakkende og i forventning om, at næsten år er der endnu en fest. 

ÅB

Foto: Ole Sørensen

Populære artikler