Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Juleoptog i Østervrå

Den mørke tid er over os og alle længes på denne årstid nok indimellem efter lys. I dagslysets fravær kan vi heldigvis tænde elektriske lys og levende lys.

Der er en god tradition for at man i Østervrå tænder julebelysningen i forbindelse med et juleoptog. Traditionerne holdes i hævd også i 2018 og der indbydes igen til juleoptog i ugen op til første søndag i advent – i år dog om tirsdagen. 

Claus Elefsen er klar med hestvognen og julemanden kommer forbi og rygtet siger, at han i år har to spillemænd med i vognen.

Turen går med fakler igennem Østervrås gader med stop foran Østervrå Ældrecenter, hvor der forhåbentlig er vejr til at synge lidt ekstra.

Organist Annette Bæk har i anledningen af juletiden etableret et kor, der medvirker denne aften, så der kan komme ekstra klem på sangene.

Turen rundt i byen ender i Kulturhuset, hvor ØVI Håndbold igen i år er klar til at servere risengrød med smør, kanelsukker og saftevand. Lidt senere vil der, som noget nyt i år, være en kop kaffe og en småkage til de voksne mens børnene får den sædvanlige slikpose.

Arrangørerne, som i år foruden de sædvanlige Østervrå Handel- og Erhvervsforeningen og ØVI Håndbold også er Østervrå Menighedsråd, håber, at kunne mobilisere sangstemmerne til yderligere et par julesange inden arrangementet slutter.

Det plejer at være et meget hyggeligt arrangement og vi håber, at rigtig mange vil møde op, så vi kan få julen ”skudt” i gang i Østervrå, lyder det fra arrangørerne.

Populære artikler