Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Seks små uldtotter på besøg

OH! At kramme en sød og blød lille hundehvalp, det er lykken! Beboerne på Østervrå Ældrecenter fik tirsdag eftermiddag besøg af seks små hundehvalpe af racen hvid hyrdehund, og det var noget, der vakte både lykke og gode minder.

Den store opholdsstue på ældrecentrets 1. sal havde tirsdag eftermiddag besøg af seks små uldtottede hundehvalpe. De fleste af centrets beboere havde taget imod tilbuddet om at møde de livlige gæster, som blev sluppet løs, så de frit kunne bevæge sig rundt. Det varede ikke længe, før der var en rigtig god dialog med hvalpene, og flere fik også en på skødet. Det gjorde bl.a. Arne E. Sørensen og Gerda Thomsen, som begge selv har haft flere hunde. – Jeg har haft tre foxterrier, fortæller Arne, og du kan tro, at de var dygtige til at fange rotter og mus, f.eks. når vi skulle tærske, så sad hunden altid parat til at gøre kål på skadedyrene. Vi døjede aldrig med rotter, husker Arne. Gerda Thomsen husker også tilbage på bl.a. den puddel og senere en Skt. Bernhardshund hun og hendes mand havde på deres landbrug. – Det var noget af et leben, når de så fik hvalpe, men heldigvis kunne vi da have dem i lade eller garagen, fortæller Gerda. 

Kennel Egeborg
Dagens arrangement var kommet stand mellem centrets Frivillige Hænder og kennelejer Vibeke Laulund fra Kennel Egeborg i Karup. Hun havde til gengæld fået hjælp af flere af sine Facebookvenner, som beredvilligt var taget med for at holde styr på de nysgerrige små størrelser. 

Hvalpene er faldet efter den ene af Egeborgs tre tæver, mens faren kommer fra en kennel i Bjerringbro. De seks hvalpe er alle solgt til en pris på 8.500 kr. pr. stk., og i næste uge er de klar til at forlade deres mor. – De er N-holdet, fem hanner og en tæve, som alle har fået navne, der begynder med N, forklarede Vibeke Laulund, der har opdrættet siden 2001. 

En lille times tid senere er besøget forbi, og Niko, Nanok, Nolan, Nemo, Naomi og Navada tager afsked – inden længe på vej ud i en helt ny verden. Én skal til Køge, to til Hjørring, én til Sæby, én til Esbjerg og den sidste skal være avlshan i en kennel i Tyskland. 

ÅB

Populære artikler