Tårs summede af liv, da mange udklædte børn drog rundt i byen til halloween. Flere steder var der gjort noget særligt ud af aftenen, og rundt omkring blev der skabt både gys, grin og hyggelige oplevelser.
TÅRS: På Syrenvej, Blommely, i Søparken, på Søholmvej, Højvej, Bredgade, Grønnegade og mange, mange andre steder var der uhyggelig hygge. De mange børn i fantasifulde udklædninger var med til at sætte deres præg på byens gader.
Selv julemanden i Tårs var med på løjerne og holdt ”åben julehytte”. Her kiggede hele 113 børn forbi, så jul og halloween kunne sagtens mødes til en hyggelig aften i børnehøjde.
Ved Bredgade/Grønnegade var alle sejl sat til med projektorer, lyskæder og bevægelsessensorer. Her var der virkelig gjort noget ud af at skabe den helt rette halloweenstemning, og 127 børn lagde vejen forbi.
På Lindely 2 gik Britta og Lars endnu en gang helhjertet ind i halloween. Mange kender dem fra sommerferiens stenjagt, men deres lyst til at skabe oplevelser for børnene stopper bestemt ikke, når sommeren er slut.
Sidste år kiggede 117 børn forbi adressen til halloween. I år nåede besøgstallet helt op på 130 børn – en flot fremgang og rigtig mange små og store gæster at tage imod!
Aftenen viste, hvad det betyder, når folk rundt omkring i byen gør en indsats for at skabe oplevelser for andre. De mange åbne døre og udklædte børn gjorde halloween til en aften med både fællesskab og liv i gaderne.
ESH




