To børn gjorde et usædvanligt fund, da de legede børnehuset i Dybvad. Nu efterlyser Nordjyllands Politi ejeren til et større kontantbeløb, som var gravet ned i jorden.
DYBVAD: Det var noget af en overraskelse, der ventede to børn, da de den 1. juli legede ved Fonden Føniks’ børnehus i Dybvad. Under legen fandt de nemlig et større kontantbeløb, som nogen havde gravet ned i jorden.
Nordjyllands Politi blev tilkaldt og tog pengene med for at undersøge fundet nærmere.
Pengene blev efterfølgende sendt til en nærmere vurdering for at fastslå, hvor stor en del af sedlerne der fortsat kunne betragtes som gyldige betalingsmidler.
– Her viste det sig, at flere af pengesedlerne enten var udgået eller for beskadigede til fortsat at ses som gyldige, fortæller politikommissær Marianne Norman Hejlesen fra Nordjyllands Politi.
Det betød, at en del af de fundne kontanter ikke kunne godkendes, og at det samlede beløb derfor viste sig at være mindre end først antaget.
Politiet forsøger nu at finde frem til pengenes retmæssige ejer og efterlyser derfor personer, som kan have kendskab til de nedgravede kontanter.
Hvor pengene stammer fra, og hvor længe de har ligget i jorden ved børnehuset, fremgår ikke af politiets oplysninger.




