Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Efter syv år rykker maskinerne ind ved Søholt

Det begyndte som en idé blandt lokale lodsejere tilbage i 2019. Nu er maskinerne rykket ind, og dermed er arbejdet med Frederikshavn Kommunes første lavbundsprojekt for alvor gået i gang.

SØHOLT: Torsdag formiddag blev starten markeret i området, hvor nuværende og tidligere deltagende lodsejere var inviteret på kaffe og kage. Markeringen var samtidig en tak for deres indsats og tålmodighed gennem den lange proces fra de første idéer til det arbejde, der nu kan ses i landskabet.

De kommende uger skal eksisterende dræn blandt andet sløjfes. Projektet omfatter omkring 100 hektar, og vandløbets hovedforløb skal genslynges, mens grøfter og dræn tilpasses, så vandstanden kommer tættere på terrænet. I den nordlige del af området bliver der desuden etableret en lavvandet sø.

Formålet er at genskabe mere naturlige vandforhold i området. Det skal være med til at reducere CO2-udledningen og samtidig give bedre forhold for natur, biodiversitet og vandmiljø.

Vejen fra idé til gravemaskiner har været lang. Siden 2019 har projektet været igennem undersøgelser og planlægning, ansøgninger om statslig finansiering, myndighedsbehandling og drøftelser med de berørte lodsejere.

– Det er en særlig milepæl. Projektet er udsprunget af et lokalt initiativ og er blevet til gennem et stærkt samarbejde mellem lodsejere, kommune og andre samarbejdspartnere. Derfor er det også en god anledning til at sige tak til de lodsejere, som har været med hele vejen og haft både tålmodighed og tillid til processen, siger Søren Visti, formand for Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.

Hvis arbejdet følger planen, vil projektet stå færdigt om nogle uger. Entreprenørarbejdet udføres af Dalgas.

Red.

Populære artikler