Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Hærvejsbroen over Voer Å er indviet

Hærvejsbroen over Voer Å lige syd for Østervrå blev fredag eftermiddag indviet. Omkring 60 mennesker fra nær og fjern havde fundet vej til den nye bro – endnu et synligt bevis på, at Hærvejen er på vej ind i Østervrå. 

ØSTERVRÅ: Formanden for Frederikshavn Kommunes Distriktsråd Mette Hardam (V) havde fået æren af at foretaget den officielle åbning. I sin tale tog hun udgangspunkt i Østervrås placering centralt i Vendsyssel. – Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Hærvejen for mange herrens år siden sneg sig forbi netop her, sagde Hardam. Hærvejen handler om at finde vej, forbinde steder, møde nye mennesker og få nye oplevelser, og det er faktisk lidt det samme Østervrå har gjort. I har forstået at hægte jer på den nye energi, der er omkring Hærvejen. Denne bro er derfor ikke bare en bro. Den er en forbindelse mellem byen og naturen – mellem Østervrå og Hærvejen – mellem fortid og fremtid, lød det bl.a. 

Bevæbnet med den nye Hærvejspas og et kompas er Mette Hardam selv klar til at komme ud på ruten og finde vej. Sammen med 4-årige Johan klippede hun det røde bånd.  – Det er jo ungdommen vi skal satse på, lød begrundelsen. 

Taknemlig formand
Formand for Østervrå Borgerforening Frode Thule Jensen havde tre begreber med i sin tale. Velvillighed, frivillighed og taknemmelighed. Han takkede Nordea­Fonden for den økonomiske støtte, de 15-16 kommuner, der har udarbejdet hele strategien omkring Hærvejen, og ikke mindst Frederikshavn Kommune, der helt konkret har stået for broens tilblivelse. Også de berørte lodsejere fik en tak for at give Hærvejen lov til at passere over deres jorde. 

Der var også en stor tak til de frivillige, som har hjulpet med at sikre aftaler med lodsejerne, til dem, der passer byens grønne områder, og til de virksomheder, der på forskellige vis har bidraget til projektet. En særlig stor tak var der til naturpædagog Henrik Falden for arbejdet med at indsamle oplysninger til de syv informationstavler i området. 

Brobyggerne
Keld Karlsson fra KeKa Byg, Frederikshavn har stået for brobygningen, og havde haft forholdsvis frie hænder til projektet. – Vi skulle opfylde nogle kriterier i forhold til afstanden mellem vandoverfladen og broen, så skulle vi også inddrage genkendelige elementer fra Hærvejens shelters og endelig skulle vi tænke bæredygtigt, forklarede Keld Karlsson. Broen er bygget af egetræ, solidt funderet og overfladebehandlet, så der er udsigt til en god lang levetid. Desuden er broen opført i elementer, som gør det let at afmontere, hvis der senere bliver behov for det.  

Tak for samarbejdet
Projektleder i Frederikshavn Kommunes Park og Vej Steen Heftholm takkede for det gode samarbejde omkring at få skabt forudsætninger for at få broen sat i værk. – I er rigtig gode til at samarbejde her i Østervrå – også når det gælder frivilligt arbejde og aftaler med lodsejerne, lød det bl.a. fra Heftholm, der også så frem til den næste indvielse i maj 2027, hvor hele hærvejsprojektet skal stå færdigt. 

Vejret var som bestilt – solen sendte varme og lys fra en høj blå og let skyet septemberhimmel ned over den nye flotte bro, og de ca. 60 deltagere, som dermed kunne fejre endnu et synligt skridt mod Hærvejens indtog i Østervrå. 

ÅB

Populære artikler