Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Ukraine og en ændret verdensorden i fokus

Krigen i Ukraine og dens konsekvenser for den globale verdensorden er omdrejningspunktet, når Ove Urup Madsen onsdag den 23. september gæster Sæbyegnens Kirkehøjskole i Mariehuset. Han har selv oplevet krigen på tæt hold gennem sit arbejde for EU i Ukraine.

SÆBY: Ove Urup Madsen vil under foredraget fortælle om den aktuelle situation i Ukraine og samtidig trække de historiske linjer, der kan være med til at sætte krigen i perspektiv. Det gælder blandt andet ukrainernes kamp for fred, frihed og retten til selv at vælge landets fremtid.

Han har et indgående kendskab til landet og har blandt andet været leder af EU’s kontor i millionbyen Kharkiv tæt på den russiske grænse. Da Rusland indledte invasionen den 24. februar 2022, spillede han en rolle i evakueringen af EU-kontoret i byen.

Ved kirkehøjskoleaftenen fortæller han om sine oplevelser og om den krig, som siden har sat Ukraine under et voldsomt pres. Samtidig vil han komme ind på, hvordan krigen har været med til at forandre den globale verdensorden.

Ove Urup Madsen har tidligere gæstet Sæby med beretninger fra Ukraine. I 2024 fortalte han blandt andet om hverdagen under de russiske bombardementer og om, hvordan befolkningen forsøgte at opretholde en hverdag efter mere end to års krig.

Kirkehøjskoleaftenen finder sted onsdag den 23. september i Mariehuset i Sæby og omfatter både foredrag, spisning og mulighed for samtale og spørgsmål.

Red.

Populære artikler